ADHD: Stigmatisering og diskrimination

I Danmark bliver, især børn, men også voksne med ADHD udsat for systematisk diskrimination. Børnene bliver socialt udstødt, de voksne mister kontakten til familie, venner og arbejdsmarkedet, fordi deres ADHD ikke bliver opdaget og behandlet, i tide. Så måske er det vores egen skyld? Eller ligger der en anden årsag til grund for at mellem 80-90% af alle voksne med ADHD (over)lever på offentlig forsørgelse? Jeg har et par bud, kig med her …

Lad os lige se på hvorfor denne overskrift faktisk er groft diskriminerende, overfor børn med ADHD, for det tror jeg ikke at der er mange der lige ville spotte, vel?

Trods massivt politisk fokus på at reducere forbruget af sovemedicin til børn, fortsætter stigningen. Det skriver Berlingske på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen. I 2017 var 9570 børn og unge under 18 år brugere af den receptpligtige sovemedicin melatonin. Det er en stigning på fire procent fra året før. Ser man lidt længere tilbage på udviklingen fra 2011 til 2016, steg antallet af brugere i aldersgruppen med 99 procent, fremgår det af Ugeskrift for Læger.

Citat fra Politiken 13. marts 2019

Læg mærke til hvor udspekuleret hr. dr. børnelæge Jesper Brandt Pedersen er her … uden at oplyse at man først begyndte i 2008 med at udskrive Melatonin til børn og unge herhjemme, så skøjter han flot hen til 2011 hvor den helt store stigning i NYE børn og unge på Melatonin forekommer, hvilket jo er helt naturligt, da alle de børn som ikke har kunnet få Melatonin før, jo nu begynder at få det, så er det sgu da klart at den PROCENTVISE stigning ser voldsom ud … men tjek lige den grafik jeg har lavet ovenfor, så kan du se hvordan den PROCENTVISE tilvækst ift året før, falder som en sten, når alle de der har brug for Melatonin, nu har fået det.

Efterfølgende falder det til et helt naturligt, generisk niveau på 5 – 10% om året, hvilket i øvrigt skyldes at der kommer ca 500 nye børn med ADHD til, om året!

Tag et hurtigt kig på udvikling på forbrug af ADHD-medicin, fra den kom til i Danmark omkring år 2000 for alvor. Bemærk hvordan den PROCENTVISE udvikling også ser helt vild ud, i begyndelsen, og se så hvordan den dropper, efterhånden som antallet af børn og unge på ADHD-medicin stabiliserer sig omkring 15.000 om året (2017).

Ser vi på den direkte sammenligning på ADHD-medicin og Melatonin, så tror jeg at alle og enhver kan se, at når man strammer op på forbruget af ADHD-medicin, så kommer børnene til at føle konsekvensen, i form af komorbiditet såsom søvnforstyrrelser.

Ser vi på hvordan holdning til psykofarmaka til børn og unge, og sammenligner dem, så er det helt tydeligt at se hvordan den nuværende medicinpolitik blot flytter problemet fra årsagen (ADHD) til komorbiditeter. Se hvordan stigningen i søvnforstyrrelser er nogenlunde identisk med reduktionen i forbrug af ADHD-medicin, angstdæmpende og antidepressiva.

Hvad dette fortæller os er, at fordi man har ført en mediehetz imod ADHD-medicin siden 2010, så har vi i dag endnu flere børn og unge med angst, depression og søvnforstyrrelse, end for knap 10 år siden. Bare vent og se, hvad der sker om 10 år, når disse børn og unge bliver ældre, seksuelt aktive og begynder at eksperimenterer med alkohol og stoffer …

Peter ‘ADDspeaker’ Vang (2019)

Så hvad snakker børnelægen om!?

Jeg kan kun tolke det på en måde – diskrimination … Han mener åbenbart ikke at børn med søvnforstyrrelser skal have den medicinske hjælp som de har behov for, fordi han åbenbart har læst en masse studier som gør ham rystende nervøs for ‘alle de farlige bivirkninger’ ved Melatonin!

Hvis du læste min artikel om den videnskabelige evidens for Melatonin fra forleden, så ved du at han er helt væk … Al forskning peger på at Melatonin er både sikkert, effektivt og anbefalet, til børn og unge med ADHD og Autisme, FORDI det hjælper hjernen med at skabe de synapser i barnets hjerne, der i forvejen er forsinket med 30% når man har ADHD, da disse skabes når man sover! og bedst når man sover godt og sammenhængende!

Så hvis børnelægen gad at ‘holde bedre øje med’ hvad der rent faktisk foregår på det område som han pranger sig med ‘at være ekspert på’, så havde han nok ikke brug for hjælp fra en kontanthjælpsmodtager som mig, for at forstå hvad der foregår!

Men hvad er egentligt det rigtige problem her?

Såre simpelt … siden 2010 har man kørt en samlet mediehetz på ADHD-medicin, hvilket har afstedkommet at færre og færre (nye) børn og unge i dag bliver udredt og får medicin. Længere er den ikke!

Hvis du kigger på grafen ovenfor så kan du se at der kom 16% nye til i 2010, hvorefter der i 2011 blot kom 5% nye til, som så faldt til 1% i 2012, og så var der flere der holdt op med at tage ADHD-medicin end der kom nye til i årerne 2013, 2014 og lidt i 2015, 2016, hvorefter der så endeligt kom hele 3% nye børn til i 2017. Så kan du se hvad der er sket?

Børn med ADHD, der IKKE får medicin, udvikler søvnforstyrrelser, og når de ikke må få ADHD-medicin, så får de brug for endnu mere melatonin end de havde haft brug for, hvis de havde fået ADHD-medicin fra starten!

Peter ‘ADDspeaker’ Vang (2019)

Det er totalt galematias omkring medicinering af børn og unge i Danmark, helt gak, det er folk som Jesper Brandt Pedersen og Ole Jakob Storebø der fucker vores børn op, fordi de har en holdning til VORES børn og deres bedste, som bygger på deres egen bias overfor medicinalindustrien, som de benytter enhver lejlighed til at klandre for at pushe piller til børnene herhjemme.

Det er helt utroligt, at to så veluddannede herrer, ikke kan kende forskel på hvilken rolle medicinalindustrien i USA spiller, kontra hvordan den slags foregår her i EU, der er himmelvid forskel! I USA betaler de senatorernes valgkampagner og bestikker lægerne til at sælge deres specifikke medicin, men det er ikke tilfældet her i Danmark.

I Danmark er det Lægemiddelsstyrelsen der implementere det som EU har valgt at godkende af medicin, hvorefter Regionerne så forhandler en fast prisstruktur med medicinalindustrien, netop for at sikre at lægerne ikke kan blive påvirket af industrien!

Så når deres argumenter ikke virker i Danmark, så bliver de jo nødt til at finde på nogle andre undskyldninger, ikke? Så nu er det altså dem der laver den forskning vi bruger til vores kliniske retningslinjer, de påstår er i lommen på industrien, fordi ‘de er købt til at lave studier med positive resultater’ … Come on! Det er både plat, barnligt og komplet uden hold i virkeligheden, det viser flere rigtige studier nemlig!

Konklusion

Som altid, så foregår tingene i det skjulte, og da de færreste er ligeså Faktistiske (fakta-autist) som jeg er, så læser folk kun overskriften, uden at tjekke kilden og deres agenda, og så er det at diskriminationen og stigmatiseringen kommer ind, for ‘nu har man udvalgt en gruppe personer der tilhører en socialt defineret og afgrænset gruppe, som man. så behandler (dårligere) anderledes end man behandler resten af befolkningen (se definition nedenfor).

Der er omkring 60.000 børn og unge mellem 0 – 17 år der har ADHD, ifølge prævalens (statistisk sandsynlighed) fra WHO (5% af befolkningen), men der er blot 15.000 der får ADHD-medicin!

Forklaringen herhjemme er at ‘det jo kun er dem med SVÆR grad af ADHD der skal have medicin’ …

Sjovt nok, så findes der sket ikke sværhedsgrader af ADHD i ICD-10 som vi SKAL bruge herhjemme pga af EU, men det skider vi da på og bruger lidt fra det amerikanske DSM-V diagnosesystem som det nu lige passer ind i vores måde at ville behandle ADHD på.

Den reelle grund er selvfølgeligt, at man så har en god grund til IKKE at give børn og unge medicin, men bruge vores ‘fremragende’ pædagogik og inklusions(lort) i stedet – på trods af at AL videnskabelig evidens har påvist at ALLE med ADHD, uanset ‘sværhedsgrad’ har stor gavn, rent neuroanatomisk udover rent adfærdsmæssigt, følelsesmæssigt og funktionsevnemæssigt, men det mener vi at vide mere om end de 34.000 studier der er lavet på hvordan man bedst behandler ADHD, og som konsensus siger, at den eneste effektive behandling på både kort og lang sigt, er medicin først, og så psykosocial og pædagogisk support, når den er kørt ind.

Ellers virker det ikke en skid, fordi vores hjerne, rent neurokemisk, ikke kan nå at bruge nogetsomhelst psykosocialt eller pædagogisk FØR vores hæmningskontrol er ‘under kontrol’ og det kommer den KUN af neurokemmisk vej, via ADHD-medicin!

Alt andet er fis i en hornlygte og desværre er det dem som tror på den narresut, der har magten herhjemme . endnu …

Jeg gad godt se hvad der skete, hvis man forsøgte at lave samme nummer med børn og unge med Diabetes … ‘Nej, da – de skal da ikke have den der narko-lignende sprøjte – de skal bare have noget spelt, laktose-fri mælk og så noget mere motion, så fikser vi den, ikke!?’ …

Peter ‘ADDspeaker’ Vang (2019)

/ADDspeaker

Psssstttttt – se lige her ….

Ved du godt, at alle deres argumenter, er påfaldende lig dem som Medborgernes Menneskerettighedskommision (MMK) (flot navn for Scientology) har lært dem? Se bare her:

“MMK bemærker, at den befolkningsdel, der opfylder ADHD kriterierne, er en meget heterogen gruppe. At der ikke kan fastslås en generel årsagssammenhæng for alle betyder ikke, at der ikke findes delgrupper, der reelt har samme type etiologi. Undersøgelser viser netop, at mange af de børn der har symptomer, som falder inden for hvad der diagnosticeres som ADHD, reagerer positivt på interventioner, der relaterer sig til forskellige etiologier. Meget af den forskning, der udføres af psykiatere, hvoraf en betydelig del er sponsoreret af medicinalindustrien og alle andre der er påvirket af disse, er kendetegnet ved, at den er kortvarig, har små̊ patientgrupper og ser på psykostimulansers og enkelte andre præparaters, såsom atomoxetin, virkning på de såkaldte kernesymptomer af hvad der kaldes ADHD (nærmere end barnet i sit hele liv). Forskningen undlader derudover typisk at parre ADHD gruppen op med en blindgruppe, der er faktisk sammenlignelig. Forskningen lider desuden af det problem, at lægen ofte forholdsvist let kan skille den blinde gruppe fra dem, der får det virksomme stof, der undersøges. Det er også̊ kendetegnende for forskningen, at den ved at undlade at undersøge virkningen af interventioner, der henvender sig til den mulige årsag for en faktisk definerbar ”delgruppe”, der har en hypotetisk enkel eller kombination af etiologi(er), og kun i forhold til patienterne inden for denne delgruppe – og ikke ALLE børn der opfylder ADHD kriterierne – fejler i at etablere en effektiv behandling for denne delgruppe. Ved interventioner, der henvender sig til en hypotetisk enkel eller kombination af etiologi(er) for en faktisk definerbar ”delgruppe”, menes ikke psykologiske og/eller pædagogiske tiltag, der reelt udelukkende tilstræber at lære barnet at leve med de symptomerne, der er forårsaget af den underliggende etiologi. Resultatet er som bekendt, at kun de interventioner, der har en virkning på tværs af de forskellige delgrupper, er stor nok til at have en signifikant effekt set i forhold til hele ADHD gruppen. Med andre ord, de midler, der er godkendt under ATC N06BA, forekommer at have en større virkning end en intervention der ”kun” virker på en eller nogle delgrupper, da alle børn påvirkes af stimulanser. Dette slører forskningen og det kliniske billede. Det bemærkes i denne sammenhæng, som det også̊ fremgår af retningslinjerne, at ”alle de inkluderede randomiserede forsøg er af kort varighed (≤6 måneder), hvorfor det i disse studier ikke er muligt at sige noget om langtidseffekter på ADHD kernesymtomer og langtidsbivirkninger. Det er desuden udfra den sparsomme rapportering i de inkluderede studier usikkert hvorvidt methylphenidat medfører alvorlige skadevirkninger. Der er behov for forskning der undersøger konsekvenserne af langtidsbehandling med methylphenidat.” Det samme er tilfældet for atomoxetin og lisdexamfetamine/dexamfetamine.

og se her hvad Ole Jakob Storebø selv skriver:

“Attention-Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) er karakteriseret ved impulsivitet, opmærksomhedsproblemer og hyperaktivitet både i hjemmet og i skolen. Ofte ses også vanskeligheder i det sociale samspil med forældre, kammerater og lærere. Børn med ADHD har ofte komorbide lidelser samt en øget risiko for at udvikle personlighedsforstyrrelser og psykotiske tilstande, stofmisbrug eller alkoholmisbrug samt kriminel adfærd. Disse børn har ofte alvorlige forstyrrede relationer med andre mennesker og har svært ved at udvikle og vedligeholde venskaber. Børn med ADHD kan behandles med medicin, der kan have en god virkning på nogen børn, men effektens størrelse er usikker, og der er en del bivirkninger. Uanset kan medicinen ikke afhjælpe disse børns sociale problemer. Der eksisterer derfor et behov for en mere specifik behandling, der som fokuserer mere eksplicit på børnenes udvikling af de sociale kompetencer. Det er afgørende, at den samlede behandling også fokuserer på behandling af komorbide lidelser samt og forebygger udviklingen af senere lidelser og sygdomme. Nogle psykosociale behandlinger kan måske mindske både ADHD symptomerne og de psykosociale problemer. De adfærdsmæssige/kognitive behandlingsformer, herunder social færdighedstræning, er de bedst dokumenterede. Dette review vil samle alle de eksisterende randomiserede kliniske forsøg på området og vise de samlede effekter på en række effektmål.”

og se hvad Erik Simonsen skriver i ‘Grundbog for Psykiatri (2017):

“ADHD er en anden diagnose, der har fået en stigende anvendelse i de senere år, og som i nogle tilfælde formodentlig også bliver brugt i forbindelse med tilstande, som man ikke tidligere ville karakterisere som afvigende eller sygelige, fx koncentrationsbesvær, rastløshed, motorisk uro og impulsivitet hos børn. Behovet for at forklare, diagnosticere og behandle uro og koncentrationsbesvær, som ikke er så ualmindeligt hos børn, har muligvis ført til overdiagnosticering og behandling af ADHD. Risiko for at få en ADHD-diagnose er stærkt forøget for de yngste børn i klassen, hvilket forklares med, at de er mere umodne og derfor urolige end deres ældre klassekammerater. Undersøgelser viser, at den yngste dreng i klassen har omkring 30 % større risiko for at få en ADHD-diagnose end de øvrige børn. Nogle har peget på, at der stilles større krav til det moderne menneske i den vestlige verden om kontrol og præstation, hvorfor der er mindre tolerance for afvigelser og suboptimal funktion. I debatten om det diagnosticerede liv ligger en kritik af de kulturelle krav og forventninger, hvor „det perfekte er blevet det nye normale”, og af behandlingssystemet, hvor selv mindre afvigelser blive sygeliggjort. Det er endvidere blevet påpeget, at der er stærke økonomiske interesser bag diagnosticering af nye tilstande, fordi en diagnose oftest afføder indikation for medicinsk behandling. Eksempelvis er forbruget af ADHD-medicin steget dramatisk gennem de senere år. Medicinalfirmaerne har således kommercielle interesser i væksten af nye diagnoser.”

Referencer:

Stickley, A., Leinsalu, M., Ruchkin, V., Oh, H., Narita, Z., & Koyanagi, A. (2019). Attention-deficit/hyperactivity disorder symptoms and perceived mental health discrimination in adults in the general population. European Psychiatry, 56, 91–96. https://doi.org/10.1016/j.eurpsy.2018.12.004

Discrimination, the behavioural component of stigma [1], has been defined as, “the process by which a member, or members, of a socially defined group is, or are, treated differently (especially unfairly) because of his/her/their membership of that group”.

In conclusion, this study has shown that individuals with ADHD symptoms have a significantly increased risk of experiencing mental health discrimination. This is an important finding given that mental health discrimination has been associated with detrimental consequences in individuals with mental health disorders and therefore might also be a factor in the negative outcomes that have been noted in adults with ADHD/ADHD symptomatology. As ADHD continues to be underdiagnosed and untreated in adults, the results of this study highlight the importance of identifying and treating these individuals and suggest that interventions to inform the public about ADHD may be important for reducing the stigma and discrimination associated with this condition.