Autisme: Om ‘anderledeshed’ vs ‘defekt’ og hvorfor det betyder noget for dit barn!

BJØRNETJENESTEN: ‘Autisme er en neurodivergens. En anderledeshed i hjernen. Sådan lyder det skadelige postulat som flere og flere, ja selv visse forskere, nu er begyndt at anvende.

LÆS HER [DEN LANGE VIDENSKABELIGE] FORKLARING PÅ, HVORFOR NEURODIVERGENT-BEGREBET ER SÅ SKADELIGT FOR DIT BARNS FREMTIDIGE MULIGHED FOR ANDERKENDELSE:

Hvad er årsagen til at ‘anderledeshed’ er blevet så populært?

I denne artikel vil jeg forsøge at give mit bud på hvorfor, samt advare imod konsekvenserne af at ‘pisse i bukserne’ og hoppe med på denne ‘Feel-Good’ fantasi som sælges under navnet ‘Neurodivergent’ og ‘blot en anderledeshed i hjernen’.

Min agenda er såre simpel, den står under min Mission Statement for ADDspeaker-koncept:

At gøre en forskel for de kommende generationer med ADHD/Autisme, så børnene ikke skal bydes det lort, som min generation er blevet budt!"

Ergo skal jeg ikke sælge hverken mig selv eller noget budskab, for det her handler ikke en skid om mig, men udelukkende om dem … børnene …

Siden 2015 har jeg researchet, analyseret og formidlet den videnskabelige evidens omkring ADHD og Autisme. Det er blevet til mere end 200 artikler, en stor psykometrisk-baseret (MMPI-2-RF) videnskabelig analyse af hvilke problemstillinger som voksne med ADHD/Autisme oftest oplever, samt senest en mere end 160 sider lang hypotese om den neurovidenskabelige forklaring på årsagen til Autisme.

I dag har mere end 300.000 været forbi og læse de ting jeg har fundet frem til, og hver dag får jeg positive tilbagemeldinger fra familier som har haft glæde af den nye indsigt i deres daglige familieliv.

Det nævner jeg ikke for at prale, selvom jeg personligt er enormt beæret over den store interesse, jeg nævner det fordi det er et udtryk for et kæmpe behov for faktuel, forståelig og tilgængelig viden om ADHD/Autisme.

Dette skyldes, i min optik, at det danske (sundheds)system har spillet fallit overfor denne personkreds (som tæller mellem 3-5% af befolkningen + deres familier) ved at stædigt holde fast i de gode gamle danske dyder: pædagogik og fællesskab i Folkeskolen, samt ved at udvise ‘arrogant ignorance’ overfor de forældre som stiller krav til PPR og Børnepsykiatrien om, at deres barn har en forringet livskvalitet, bliver holdt udenfor, føler sig ‘forkerte’, og ender i skolevægring (af nød).

I Danmark holder man fast i Jantelovens dyder, her skal ingen komme og tro at de er bedre end en anden, og tillader man sig at stille sig forrest i køen og pointere at ‘de har jo ikke noget tøj på’ i mødet med ‘eksperterne’, så bliver man straks stemplet som ‘psykisk syg’ eller i det mindste ‘selvoptaget og opmærksomhedssøgende’.

Nu er det blot sådan, at jeg ikke har noget arbejde længere, fordi jeg efter at have levet med uopdaget og medicinsk ubehandlet ADHD/Autisme, måtte gå på Førtidspension efter en meget succesfuld 25-årig karriere indenfor IT-branchen, grundet sen-følgerne af at have levet med uopdaget og medicinsk ubehandlet ADHD/Autisme i 40 år … jeg var nedbrudt, rent fysisk.

Det har betydet, at jeg i dag har al den tid jeg kunne ønske mig til at fordybe mig i mine (sær)interesser, og det gør jeg så, 16 timer i døgnet – hver dag. Det har nu stået på i 10 år, og det er blevet til en enorm vidensindsamling på tværs af de videnskabelige discipliner.

Da jeg ingen formel uddannelse har, så har jeg gået på ‘folkeuniversitet’ og har uddannet mig via dels det peer-reviewed videnskabelige litteratur som jeg har kunnet finde på PubMed, og det er i dag blevet til lidt over 4.000 individuelle studier om et hav af emner, som alle har en eller anden relevans for ADHD/Autisme.

Igen siger jeg ikke dette for at prale, men jeg nævner det for at giver læseren en forståelse af, hvilket grundlag jeg bygger min indsigt og viden på, samt hvorfor jeg er så ‘høj-røvet’ overfor ‘eksperterne’ i systemet. Jeg ‘har nemlig tøj på’ og det er dybt frustrerende for ‘eksperterne’, fordi de jo ikke har 16 timer i døgnet til at studere deres fagområder, de skal jo passe deres arbejde.

Den konflikt støder jeg personligt på, jævnligt, og da jeg selv er opmærksom på ‘problemet’ så har jeg gjort mig særligt umage for at forsøge at forstå, hvad jeg gør, som ‘pisser dem af’ og om der er noget jeg kunne lære at gøre anderledes, for at få et bedre samarbejde med ‘dem’.

Det er ikke lykkedes – kan jeg hermed konstatere – for jeg er fortsat spejlblank og føler mig lige overrumplet, hver gang jeg igen oplever – modstanden … Men for nyligt slog det mig, og det var med en nær vens hjælp, at problemet jo ikke så meget gik på det jeg GØR, men derimod på den jeg ER som individ.

Den indsigt gav mig lige en mavepuster, for min intention har aldrig været at være konfliktsøgende eller bederevidende, men nu er det altså således, at jeg er autist og i mit tilfælde manifestere dette sig ved, at jeg ‘ved’ det jeg ved og at jeg ikke ‘kan’ modstå impulsen til at påpege når noget er – faktuelt ikke-korrekt – for så får jeg det fysisk elendigt, lige indtil jeg er sikker på at ‘modparten’ har opnået den fornødne indsigt i dét jeg formidler, til at de kan træffe en kvalificeret vurdering af det omtalte emne.

OG SÅ ER DET AT VI KOMMER TIL POINTEN … JEG ER SGU – DEFEKT – DERFOR

Når jeg læser ting som f.eks. i dette tilfælde den ‘folder’ fra Pernille Hebsgaard som jeg har skrevet om i det vedlagte dokument, så får jeg det fysisk dårligt, fordi det som formidles – ikke blot er gennemført selvmodsigende og usammenhængende rent faktuelt – men mest af alt fordi både hendes hjemmeside og hendes folder er mega fedt lavet, med flotte farver, masser af positive budskaber og poetisk lyrik. Kvaliteten af materialet fejler bestemt intet, men det gør budskabet til gengæld.

Det førte mig så til følgende erkendelse:

Du påpeger regnvejrsdagene, mens 'hun' sælger solskin!

Så er det sgu da ikke noget vidunder, at folk foretrækker at høre på hendes livsbekræftende, positive budskab, fremfor mit dommedagsagtige fatalistiske faktuelle (in)formation!

Ydermere så lider jeg af ‘følelsesmæssig utilstrækkelighed’ – jeg ejer ikke evnen til at blive ‘affektsmittet’, og selvom jeg anses for at være både empatisk, hjælpsom og omsorgsfuld, så fatter jeg altså ikke en skid af ‘alt dét dér føle-pøle-pis’ som folk ligger og roder med derude …

Jeg ser ‘problemet’ og præsenterer ‘løsningen’ – og det helt uden omtanke for, hvordan modparten så måtte tage imod dette budskab. Ikke at forstå at jeg ‘bare fyrer noget af uden at tage hensyn til modtageren’, men simpelthen fordi jeg ikke kan ‘se skoven for bare træer’ – hvis ungen har ADHD/Autisme og det skriger til himlen, hvorfor i alverden skulle jeg så ikke nævne det, og tilbyde min hjælp til forældrene, således at både ungen og hele deres familie, kunne opnå indsigt, forståelse, anerkendelse, respekt og …. accept … af at ‘sådan ser virkeligheden så bare ud – take it or leave it!’.

Det er bare langt fra alle mennesker der ‘har behov for at høre sandheden’, især ikke når det handler om deres barn. Forældrene ser ud til at være særdeles optaget af ‘hvad andre mon tænker’ om dem, pga. af deres barns adfærd, og mange fortæller da også om ‘folks velmenende råd’ nede i Netto når ungen går grassat-amok over ikke at få sine umiddelbare behov tilfredsstillet, det ved jeg udmærket er enormt sårende for mange forældre.

Dr. Phil (ja, ham ser jeg sgu ind imellem) har engang sagt:

At hvis du vidste hvor lidt folk i virkeligheden bekymrer sig om dig og dit, så ville du blive pænt skuffet!

I mit ‘arbejde’ med terapi for folk i ADDspeaker-fællesskabet, har vi har gode erfaringer med at lære følgende omkring selvtillid og selvværd:

Der findes (typisk) to former for anerkendelse, som præger et individs selvværd og selvtillid. Nogle mennesker har nok i at vide ‘at jeg ER god nok’, hvorimod andre har behov for at få at vide at ‘DU er god nok’. Det første kalder jeg for ‘internt refererende’ og det andet for ‘eksternt refererende’. Forskellen mellem disse to synspunkter er, hvor man henter sit selvværd fra, er det indefra eller det udefra?

Min tese omkring hvorfor folk har så stor forkærlighed for at bruge ‘anderledeshed’ fremfor ‘defekt’ må være relateret til det sociale-aspekt af selvværd, individets forestilling om ‘andres vurdering af individet’. Set i det perspektiv, så forstår jeg da så udmærket hvorfor man foretrækker at ‘hoppe med på vognen’, dels fordi det lyder noget pænere, og dels fordi man så kan blive en del af ‘fællesskabet’ omkring hele dette koncept. Det er sgu da WIN/WIN – ikke!?

NOT …

For hvad er konsekvensen af, at du og dine medløbere nu deltager aktivt i at sprede FAKE NEWS omkring en medfødt, livslang, gennemgribende funktionsnedsættende, somatisk nedbrydende, socialt isolerende, angst-fremprovokerende, sanseforstyrret, repetitiv stereotypisk rigid, kognitiv ufleksibel og nedsmeltningstruende lidelse … som blot ‘en anderledeshed i hjernen’ …

Konsekvensen er, at du nu giver systemet lov til at ‘minimere’ alvorligheden af dit barns symptomer, og jo længere tid der går, desto større succes for ‘I’ med at forringe hele samfundets syn på ‘sådan nogle som os’ og tro mig … det første der kommer til at ske det er, at ‘systemet’ finder argumenterne frem for hvorfor ‘de jo ikke har nogle særlige behov længere så, det er jo blot lidt anderledeshed’ og derefter laver tvangsinklusion og sender dit barn til endnu mere social-interaktions-terror-terapi via ABA og lignende.

Man kan ikke både være ‘ikke-defekt’ og blot ‘anderledes’ og så forvente at systemet så fortsat skal stå på spring for yde dit barn bistand for at mediere deres ‘anderledeshed’, samtidigt med at man forventer at have samtlige af de rettigheder som alle vi gamle der lever med det her lort har kæmpet for i årevis, det kommer ikke til at ske!

Pointen er: Hvis du vælger at pisse i bukserne nu, og springe på ‘anderledeshedsbølgen’, så gør du dit barn en bjørnetjeneste, og det gør du fordi du ikke kan/vil/tør komme til oprigtig accept af, at det barn du fik og elsker til månen og tilbage, det blev altså skabt af Naturen med en defekt, som dit barn skal leve med resten af sit liv – uanset hvad fanden du så vælger at kalde det de ‘fejler’ – i dag!

Det er ikke mere kompliceret end som så!

Ovenstående grafik stammer fra min bog ‘Overbevis dig selv!’ (2011) som jeg skrev – før – jeg selv fik burnout og måtte trække mig tilbage fra mit firma og mit arbejdsliv.

Den går i alt sin enkelthed ud på at beskrive de 7 faser som vi som individer skal igennem, før vi kan opnå reel ‘for-ankring’ af ny selv-indsigt, samt nye værdier, overbevisninger, adfærd og dertil hørende nye kropssprog, som du som individ føler dig bedst tilpas ‘som’.

De første 5 faser stammer fra Kübler-Ross’ “Fem Stadier af Sorg”, og de resterende 2 (forandring og forankring) stammer fra mit eget koncept som er udviklet på baggrund af NLP-teknikker i kombination med ‘Process-optimeringsteori’, og denne skønne sammenblanding har vist sig at være overordenligt effektiv til at både skabe og forankre varig forandring af den nye identitet.

Hvis du er medlem af den lukkede ADDspeaker- Facebook gruppe, så kan du downloade den som e-bog og læse mere om denne model og de trin man kan bruge, som hjælp til at opnå ACCEPT og derefter varig forankring af sin nye identitet.

/Peter ‘ADDspeaker’ Vang