ADHD: Fortæller danske forskere sandheden?

Fortæller danske ADHD forskere sandheden, når deres forskningsresultater siger et og deres udtalelser til pressen siger noget andet?

ADHD: Introduktion

Er det i orden at tilbageholde væsentlig information omkring ADHD medicin for offentligheden, samtidigt med at man sår tvivl hos en, i forvjen, sårbar gruppe af mennesker med en psykisk lidelse? Dan din egen mening, jeg har dannet min …

Fakta: I Danmark findes der ca. 75.000 børn med ADHD. Af dem er blot ca. 25% i medicinsk behandling for deres handicap. Dermed er ca. 50.000 børn med ADHD i Danmark, der tvinges til at leve et liv uden optimal behandling for deres handicap, i det medicinering og efterfølgende psykosocial adfærdstræning er det eneste der, rent videnskabeligt, er bevist virker på længere sigt.

Danmark forstår ikke ADHD

Sundhedsstyrelsen i Danmark har en klar holdning til at man skal forsøge med alle ikke-farmakologiske interventioner, såsom adfærdstræning af barn og forældre, specialpædagogiske tiltag og at man kun skal ty til medikamentel behandling i svære tilfælde af ADHD.

Denne holdning bygger på et antikveret syn på hvad ADHD i virkeligheden er, nemlig ikke en opmærksomhedsforstyrrelse, men en varig psykisk funktionsnedsættelse der skyldes neuro-biologiske udviklingsforstyrrelser i hjernen, der giver en manglende impuls –og selvkontrol, samt manglende Eksekutiv Funktioner, der tilsammen skaber en kronisk overstimulering af sanseapparatet og af barnets kognitive evner, som giver sig til udtryk i en øget fysisk og verbal aktivitet, der er på en langt højere niveau end alderssvarende børn og som er styret af en umoden og følelsestyret impuls –og selvkontrol.

ADHD handler derfor ikke om impulsivitet, hyperaktivitet og koncentrationsbesvær, som det forstås og beskrives i Danmark, da disse ting er symptomer på den konsekvens som en 30% forsinket udvikling af den fysiske hjerne, giver børn med ADHD.

Og som det er bevist af videnskaben, er det kun medicin der kan skabe de neurale forbindelser og den øgede mængde af neurotransmittere der kræves for at få skabt balance i hjernen dopamin niveau. Dette er kun muligt via ADHD medicin og kan ikke skabes via psykosociale virkemidler, da der er tale om ren kemi i hjernen.

På trods af at alt dette har været offentligt tilgængeligt på de videnskabelige fora, fastholder Sundhedsstyrelsen imod al fornuft og logik, deres retningslinjer og anbefalinger af terapi før medicin, hver gang!

Danske forskere siger et, men skriver noget andet!

Det undrede mig, så derfor har jeg brugt meget tid på at forsøge at finde en årsag til hvorfor dette er tilfældet. På trods af talrige henvendelser til uddannede fagfolk i Danmark, er det ikke lykkedes mig at få nogen form for forklaring på dette spørgsmål.

Den 27. november 2015, blev der i de danske medier kørt en række annoncer over temaet ”Forskere sår tvivl: ADHD medicin til børn og unge virker ikke”. MetroXpress skriver “Forskere: Tvivl om hvor godt ADHD medicin virker” og  DR Nyheder havde endda til føjet et ”cover my ass” nødvendigvis i slutningen af deres titel, men alle artikler referer til den samme undersøgelse, en såkaldt meta-analyse, foretaget af en lang række forskere fra forskellige lande, der under navnet The Cochrane Collaboration har udarbejdet en analyse af de videnskabelige resultater der findes på området for ADHD medicin, nærmere bestemt på indholdsstoffet Metylphenidate som findes i det markedsledende præparat, Ritalin.

I de interview som forskerne fra undersøgelsen har givet til pressen i forbindelse med offentliggørelsen af deres arbejde, fremgår det tydeligt at der er tale om en stor nyhed, i det seniorforsker og hovedforfatter, Ole J. Storebø der i dag er ansat som fuldtidsforsker i forskningsenheden samt i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling under Region Sjælland og derudover har en fortid som deltidsansat fagkonsulent i Sundhedsstyrelsen, udtaler følgende til MetroXpress:

» Opfattelsen har været, at der er rigtig god evidens og effekt af disse mediciner, så det har været meget overraskende at finde ud af, at evidensen er så usikker på grund af den dårlige kvalitet af de inkluderede studier, at man ikke kan sige noget om størrelsen af effekten. « Ole J. Storebø

Til DR Nyheder udtaler en anden af forskerteamets deltagere, læge Camilla Groth Jakobsen fra Herlev Hospital sig med følgende:

» Ud fra de studier vi har undersøgt, kan man ikke sige, om der er en positiv effekt af medicinen eller om bivirkningerne overskygger den positive effekt, siger hun. « Camilla Groth Jakobsen

I artiklen fra DR Nyheder fortsætter hun med:

» Af de 185 studier fandt vi kun seks studier med høj kvalitet. Det studie inkluderer 183 deltagere ud af de 12.245 deltagere, der var i det samlede studie, siger Camilla Groth Jakobsen, og fortæller, at medicinalindustrien i flere tilfælde har finansieret studierne: I 72 ud af de 185 studier var studierne finansieret af medicinalindustrien, siger hun. « Camilla Groth Jakobsen

» Hun påpeger, at der fremover er behov for bedre studier af længere varighed, som kan påvise, om der en effekt af ADHD-medicinen og størrelsen heraf. « DR Nyheder

Jeg spørger hovedforfatteren selv

Da jeg naturligvis har stor interesse i hvad det så betyder for mig og de 285.000 andre danskere med ADHD, læste jeg den videnskabelige dokumentation der lå til grund for deres udtalelser. Stor var min overraskelse, da jeg fandt ud af at der i dette studie, var blevet påvist at brugen af Metylphenidate ikke havde nogle alvorlige bivirkninger og at de mest almindelige bivirkninger var nedsat appetit og indslumringsproblemer, hvilket i min optik da var en noget større nyhed og af langt større interesse for offentligheden, end at kvaliteten af de undersøgelser som forskerteamet havde arbejdet med, ikke levede op til deres kvalitetskrav.

Derfor skrev jeg til Ole J. Storebø, med kopi til min amerikanske rådgiver, Dr. Russell A. Barkley, Ph.D. der er verdens førende forsker indenfor ADHD området og som har været internationalt anerkendt for sit arbejde gennem mere end 40 år, for at bede ham om en forklaring på de udtalelser som han og hans forskerteam var kommet med i pressen, og som jeg personligt mente ikke var repræsentativ for konklusionen af deres eget studie.

Jeg skriver derfor til ham …

Dear Ole J. Storebø,

I am currently writing af new book and ADHD, which I believe is going to the first or one of the first books in Danish, written by a person with an ADHD diagnosis himself. And to assist me, I have been so blessed to have Dr. Barkley assist me on numerous occasions regarding factual scientific evidence.

As I am going to debate the whole Danish approach on ADHD, as seen from Sundhedsstyrelsen and all the way down into the public opinion, I find it puzzling how your new scientific results in this paper saying in the Abstract

» At the moment, the quality of the available evidence means that we cannot say for sure whether taking methylphenidate will improve the lives of children and adolescents with ADHD.

» Methylphenidate is associated with a number of non-serious adverse events such as problems with sleeping and decreased appetite.

» Although we did not find evidence that there is an increased risk of serious adverse events, we need trials with longer follow-up to better assess the risk of serious adverse events in people who take methylphenidate over a long period of time.

This is really great news for the rest of the 75.000 children in Denmark with prevalence for ADHD, whereof just 22% are in medical treatment with ADHD medication, and since you cannot prove any side-effects of methylphenidate, how come that is not the overall message in your comment in the News article from MetroXpress, on November 27th, 2015, where you are quoted as saying.

» That the effect of the medicine is not better proven surprises Senior Researcher, psychologist Ole J. Storebø, lead author of the review of Metylfenidat, which is the active ingredient in ADHD drugs such as Ritalin and Concerta.

» The perception has been that there is pretty good evidence and efficacy of these drugs, so it has been very surprising to find out that the evidence is so uncertain, because of the poor quality of the included studies, that no one can say anything about the effect.

http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD009885.pub2/abstract

Question:

How come this discrepancy between what is written in the Abstract and the quotation in the newspapers in conjunction with the publication of this study?

Kind regards,
Peter Vang

ADDspeaker.net

Danske forskere udviser arrogance

Desværre har han ikke svaret mig, så jeg står stadig på bar bund i forhold til hans personlige udlægning af sagen. Men det er jeg efterhånden vant til, for ingen af de personer jeg har kontaktet i det danske sundhedsvæsen, udover Professor Poul Videbech, har følt det nødvendigt at besvare mine henvendelser.

Amerikansk stjerneforsker bakker derimod op om kritikken

Det har Dr. Barkley til gengæld og hans overordnede konklusion på studiet af Storebø et al. er, at deres forudsætninger for deres bedømmelse af kvaliteten af de undersøgelser der er kigget på, er præget af urealistiske forventninger, og at de mener at man ikke kan bruge forskningsresultaterne til noget, da de ikke er foretaget med brug af et såkaldt ”nocebo” præparat der skal administreres til kontrolgruppen med det formål at give dem lignende bivirkninger som man ser ved Metylphenidate (MPH).

Som Dr. Barkley udtaler, » selvom et sådan fantasi præparat skulle findes, så ville ingen IRB (red: Etisk Råd i USA) nogensinde tillade at noget sådan ville blive anvendt « og han fortsætter » forfatterene til dette studie, beder om det umulige, samtidigt med at de måler kvaliteten af de undersøgte studie på baggrund af en fantasi «.

Han nævner også at den GRADE metode som der er blevet anvendt i denne meta-analyse, er af tvivlsom videnskabelig kvalitet, da der er udtrykt alvorlig tvivl, fra andre forskere, om metodens evne til at bedømme kvaliteten af evidens fra medicinske ”drug trials”, samt at metoden ingen validitet har, og end ikke er pålidelig.

Dr. Barkley henleder efterfølgende opmærksomheden på at den enorme mængde af data fra den amerikanske lægemiddel database, som Storebø et al. selv omtaler i deres studie, men ikke er har anvendt til at give en større kontekst at bedømme de kortere forsøg i. Det undres han over.

Ydermere giver han udtryk for at han ikke mener at Storebø et al. har givet en fair vurdering af de overvældende positive resultater i de undersøgte studier.

Konklusion

Jeg havde en intuition om at der var noget der ikke stemte, da jeg læste det videnskabelige studie og dennes konklusion, og sammenholdte det med de udtalelser som Storebø og Groth har kommet med i danske medier, og denne fornemmelse kan jeg kun få forstærket af den tilbagemelding jeg ikke har fået fra Storebø selv, som jeg i øvrigt sendte til dem begge to, samt en 3. person med et velrenommeret omdømme i den internationale forskerverden, og hvoraf jeg blot har modtaget Dr. Barkley’s overvældende detaljerede besvarelse af mit spørgsmål, som det eneste.

Det der dog skuffer mig mest er, at Storebø vælger at gå ud i pressen og retfærdiggøre denne forfejlede politik, og bevidst undlader at bringe den gode nyhed, nemlig de få og ikke alvorlige bivirkninger, til fordel for endnu en sensationshungerende overskrift med de fire bogstaver A D H D inkluderet.

Jeg håber at andre i det danske ADHD miljø efterhånden vil begynde at få øjnene op for de mange, mange konkrete, veldokumenterede og sandfærdige historier jeg har bragt og derigennem hjælpe mig med at lægge pres på Sundhedsstyrelsen så vi kan få ændret denne uetiske politik, som efterlader 50.000 børn i en statistisk sandsynlig fremtid på samfundets bund, som del af de 80% af #ViMedADHD der lever på offentlig forsørgelse.

Det er sgu ikke fair over for de stakkels børn, Storebø og Groth et al.

/ADDspeaker

Her nedenfor kan du læse Dr. Barkley fulde kommentar til det spørgsmål jeg stillede ham.

» Dear Peter,

» These are my initial first impressions (and not a formal complete review) of the Cochrane study that you asked for my comments on:

http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD009885.pub2/abstract

» First, the GRADE system employed to judge the quality of the evidence from the drug trials has itself been called into serious question by other scientists, has no evidence of validity, and is not reliable. See here:

http://journals.plos.org/plosmedicine/article?id=10.1371/journal.pmed.1000094

» Thus, judging the quality of evidence against a set of criteria that have no evidence for their validity no matter how many organizations have adopted them is itself very puzzling.

» Second, it is not so much what is said here but what goes unsaid.

Yes, the critique says that the studies were all short term, which is true. But that is because it is impossible, at least in this country where most of the research is done, to even do a trial of MPH or any other approved ADHD drug that lasts more than a few weeks in comparison to a placebo.

» No IRB, institutional review board, here would ever approve such a study as it is deemed unethical and harmful to withhold a proven effective treatment from research participants for any longer than this due to the risks or harms incurred from the disorder if left untreated.

» Consequently, longer term safety and efficacy must be judged from naturalistic follow up studies, which find no harms, and from adverse event reports to regulators.

» MPH has been used with millions of people in this country and worldwide and the results from reviews of large government and insurance datasets concerning adverse events are consistent with the results of the short term trials reviewed here. Some annoying side effects but none serious.

» Why weren’t the published results from these large prescription databases discussed in the review to provide a larger context for understanding the results of the shorter term trials?

» We have 58 years of such data in the US even if not from randomized trials. To ignore it while reaching conclusions about a drug is at best puzzling.

» Third, the requirement that studies must use a “nocebo” shows that the authors are not aware that such studies would also not be permitted by IRBs not only for the reasons given above but also because you cannot inflict suffering and harm on people, via inducing side effects, when there is no offsetting benefit to doing so.

» I am not aware that any such nocebo exists that can specifically create MPH side effects in the equivalent proportion of people and to the equivalent degree as MPH. And even if such a currently fantasy drug existed no IRB here would permit its use.

» So the authors are asking for the impossible while judging the existing database against a fantasy. That is not a very fair assessment of the prevailing evidence even if they are technically correct about the short term duration of most trials, done mostly of necessity.

Sincerely,

Dr. Russell A. Barkley, Ph.D.
Clinical Professor of Psychiatry
Medical University of South Carolina

Websites:
russellbarkley.org
ADHDLectures.com

Follow me on Facebook: https://www.facebook.com/DrRussellBarkley/