Førtidspension – kvinderne tager skraldet!

Er det rimeligt at kvinder mellem 30-39 år har fået 300% mindre mulighed for at få førtidspension? Siden 2013 har vi haft en ny lov omkring førtidspension. I denne artikel ser jeg på hvad det har betydet, med særlig fokus på ny-tilkendelser på baggrund af diagnosen ADHD.

Er det rimeligt at kvinder mellem 30-39 år har fået 300% mindre mulighed for at få førtidspension? Siden 2013 har vi haft en ny lov omkring førtidspension. I denne artikel ser jeg på hvad det har betydet, med særlig fokus på ny-tilkendelser på baggrund af diagnosen ADHD.

“Psykiske lidelser årsag til 8.700 nye førtidspensionister i 2009”

Sådan skrev Ankestyrelsen i 2010, efter at have gennemgået statistikkerne fra 2009, med særligt fokus på ny-tilkendelser pga. psykiske lidelser. Dengang var den hyppigste årsag til at man fik bevilget førtidspension angivet som være PTSD (Posttraumatisk Stresssyndrom) med hele 18% af alle nye tilkendelser.

Der var ingen særlig opgørelse af andelen for diagnosen ADHD, men 10% havde fået tilkendt førtidspension med begrundelsen “Andre psykiske lidelser mv.”, og da ingen af de andre kategorier i deres opgørelse, specifikt nævner ADHD, må jeg formode at ADHD ligger i denne gruppe.

Nye førtidspensionister med psykiske lidelser kom oftest fra kontanthjælp

Nye pensionister, der fik tilkendt førtidspension på baggrund af psykiske lidelser modtog hyppigere kontanthjælp på ansøgningstidspunktet sammenlignet med ansøgere med øvrige diagnoser. 60 pct. af ansøgerne med psykiske lidelser modtog på ansøgningstidspunktet kontanthjælp.

Dengang var det hele 60% der fik førtidspension, pga. en psykisk lidelse og yderligere 22% kom fra sygedagpenge.

Færre med psykiske lidelser har været i beskæftigelse

Kun en tredjedel af de nye førtidspensionister med diagnosen psykiske lidelser har været i beskæftigelse inden for de seneste fem år.

For de der var registreret under gruppen “Andre psykiske lidelser mv.”, var det 67% der ikke havde været i arbejde inden for de seneste 5 år.

Hvordan er det så gået siden da?

Der kom en ny lov om førtidspension der trådte i kraft pr. 1. januar 2013, og jeg tænkte at det kunne være interessant at se hvilken effekt den så har haft og hvilke forandringer den har medført.

I de følgende afsnit og tabeller, har jeg brugt “Tal fra Anketstyrelsen” som jeg har foretaget mine egne beregninger på, med særlig fokus på ny-tilkendelser pga. psykiske lidelser og helt specifikt på, hvor stor en andel der har fået tilkendt førtidspension, med ADHD som begrundelse.

Så blev bremsen klodset – helt i bund!

Man behøver ikke være statistikker for at kunne regne ud, at effekten af den nye 2013 reform på førtidspension, har haft store konsekvenser, hvilket tydeligt fremgår af nedenstående resultater for ny-tilkendelser af førtidspension med begrundelse i psykiske lidelser.

Som det kan ses, er der sket en voldsom opbremsning (nærmest direkte til bakgear) i forbindelse med den nye 2013 reform. Værst ser det ud for de 20-49 årige, men der er store fald over alle aldersgrupper.

Hvad så med førtidspension pga. ADHD?

Som tidligere nævnt, var der i 2009 ikke en særlig gruppe for ADHD, men der er der kommet nu (de kalder det godt nok stadigvæk for DAMP hos Ankestyrelsen, men tallene er gode nok)

15-19 årige får langt lettere tilkendt førtidspension efter den nye reform. Antallet er steget med op imod +50% flere tilkendelser set i forhold til før 2013. Det betyder at man åbenbart har forstået at det at have ADHD, rent faktisk er et legitimt handicap, hvilket for nogle er så dominerende, at det helt forhindre dem i at arbejde.

De 20-29 årige har derimod fået kniven. Siden reformen er antallet faldet med -70% for denne gruppe. Det betyder at en stor del af denne aldersgruppe nu er fanget i endeløse ressourceforløb og arbejdsprøvninger, fastholdt på kontanthjælp, og uden nogen reel chance for at få et job.

De 30-39 årige har ikke blot fået kniven, det har fået dødsstødet. Med et fald på -137% alene fra 2013 til 2014, er denne gruppe efterladt fuldstændigt uden nogen chance for at skabe en bare nogenlunde værdig tilværelse.

De 40-49 årige og 50-59 årige har derimod fået en +20% stigning, set i forhold til før 2013. Det skyldes ganske sikkert at man på landets jobcentre har indset at denne gruppe ikke har nogen særlig stor mulighed for at få et job, alene fordi alderen er imod dem, og da diagnosen med ADHD gør det helt umuligt at finde beskæftigelse. Så nu har jobcentrene så valgt at kaste håndklædet i ringen og give dem førtidspension i stedet.

Er der forskel på mænd og kvinder?

Ja, udover den “lille forskel” så er der faktisk markant forskel på ens mulighed for at få tilkendt en førtidspension, alt efter alder og køn!

Kvinderne mellem 20-39 år er dem der har taget det største drag over nakken, med et svimlende fald på knap -300% siden 2013! Det virker nærmest som en fejl i statistikken, men jeg har dobbeltchecket det og den er god nok, desværre.

Årsagen kan jeg simpelthen ikke regne ud, altså bortset fra de ting som jeg nævner omkring beskæftigelse lidt senere i denne artikel.

Det virker nærmest som om man i kommunerne har besluttet sig for at kvinder i denne aldersgruppe (som i øvrigt også er dem der er forældre til børn med ADHD), bare skal ud og arbejde, no matter what. Der er jo ikke engang nogen voldsom stigning før 2013, som kan begrunde den voldsomme kursændring, så jeg er noget blank og helt åben for forslag!

Fra 40 år og opefter ser det ud til at der er blevet lempet lidt på kravene og vi ser en +20% udvikling siden 2013. Dog fik de lige en hård opbremsning i 2013 med -15%, men der er korrigeret i 2014 med +35%.

Mændene er sluppet lidt “lettere” fra det, hvis vi ser på samme aldersgruppe fra 20 – 39 år. Her er tallet “kun” faldet med -170% siden 2013.

De 40 – 49 årige mænd, begyndte med et fald i 2013 på -47%, men sært nok, så er det blevet udlignet i 2014 med en stigning på +49%, så netto har der altså været en lille stigning for denne gruppe.

For de 50 – 59 årige ser vi stort set samme tendens, et fald på -15% i 2013 og en stigning på +24% i 2014.

Så hvad har 2013 reformen betydet for #ViMedADHD?

Overordnet set har reformen været en god løsning for de helt unge med ADHD. De har fået lov til at få fred og forsøge at skabe en værdig tilværelse, uden at skulle være underlagt det kæmpe præstationspres, som vi har set så mange bukke under for tidligere.

Den tabte generation

Men for gruppen mellem 20-39 år, har reformen været en katastrofe. Husk på at denne generation er fra før ADHD blev “stuerent” og fra før man blev opmærksom på hvor vigtigt det var med både medicin og terapi, for at behandle ADHD.

Derfor er mange i denne gruppe særligt symptomplagede, primært af angst og depression, har en dårligere uddannelse end deres jævnaldrende, har fået børn tidligere end deres jævnaldrende og lever oftest af kontanthjælp og med et eller flere børn med ADHD oveni.

Der er ikke store muligheder for at denne gruppe får en mulighed for beskæftigelse, idet de er fra generationen før man begyndte at komme igang med medicinering af børn med ADHD og da de derfor ikke har fået deres sociale kompetencer “ind med modersmælken”, som vi arbejder på med børnene i dag, hvilket kun gør det endnu sværere at finde et job.

De er derfor vokset op med alle “chancer” for at udvikle ODD, CD, misbrug, angst og depression, hvilket forskningen også har påvist, idet der er 3 gange større risiko for at dø inden man fylder 45 år, hvis man ikke er blevet behandlet for sin ADHD i barndommen.

Denne gruppe består også af de personer, der gør at ADHD er så overrepræsenteret i alle de negative sociale statistikker for skilsmisse, misbrug, vold, ulykker og selvmord. Altså aldersgruppen generelt, ikke kvinderne alene!

De har simpelthen ikke fået en ordentlig start på livet, ingen anerkendelse, forståelse eller respekt for deres handicap, ingen hjælp til at overkomme det og nu får de så lige endnu et gok i nødden, ved at blive “holdt under vandet” og tvunget til et liv på samfundets bund, på kontanthjælp og uden nogen fremtidsperspektiver hvori der indgår bare en smule mulighed for at få “fred” og finde sig selv en tålelig tilværelse.

Den “billigeste” løsning er den dyreste, økonomisk og menneskeligt!

Husk på at i 2009 var det 67% af dem der fik førtidspension, som kom direkte fra kontanthjælp, og i dag er tallet så steget yderligere, idet 80% af alle voksne med ADHD (ca. 180.000) lever på offentlige forsørgelse, kontanthjælp og førtidspension, ifølge min egne beregninger, så der er ingen tvivl om at denne gruppe er kommet slemt i klemme.

50% af alle på sygedagpenge har en psykisk lidelse!

13,8% af alle sociale udgifter i Danmark, går til gruppen med psykiske lidelser (hvoraf ADHD, angst og depression er langt den største), hvilket koster samfundet ca. 80 mia. kr. om året.

Men det hele ender i fine rapporter, velmenende råd og anbefalinger fra både Regeringens Psykiatriudvalg og National ADHD Handleplan 2012, da kommunerne og Staten spiller et spil der kaldes for “Refusion”, hvor brikkerne er mennesker og målet er at “skubbe problemet og skylden” over på hinanden, frem for at samarbejde om at implementere alle de fremragende løsninger som styrelser og ministerier har udarbejdet, men har parkeret ansvaret for at realisere, hos kommunerne, der tænker kortsigtet og udelukkende på næste års budget-besparelser, og ikke på at skabe et samfund der værdsætter menneskeliv og trivsel.

Paradokset der bekræfter det hele …

Ser vi så på de 40 – 59 årige, så vender bøtten endnu engang. Nu er det som om man ude i kommunerne har erkendt at “de dér med ADHD” får vi aldrig i job, så vi må hellere få dem ud af vores “kø-system”. Her giver man op og sender +30% flere på førtidspension efter reformen, men det paradoksale er blot, at de har nøjagtigt de samme problemer med livet, som de 20 – 39 årige, deres “psykiske ar” er blot flere og dybere, da de har levet dét længere, uden en diagnose, medicin og behandling.

Hør blot her, hvad Dr. Barkley fortæller om konsekvenser af at været sen-diagnosticeret med ADHD i dette, mit yndlingsklip, fra 2009.

video_id=_GZx65d_HsI

The anger and resentment over the years they’ve lost, the failed marriages and the education they never attained, sends them into a state of dysthymia (depression) – Dr. Barkley

Min egen historie bekræfter dette …

For mig personligt, er det da glædeligt at jeg som 44 årig om 3 uger, har en langt bedre chance for at få førtidspension pga. min ADHD, end jeg havde hvis jeg var født bare nogle få år senere.

Men faktum er jo, at jeg har i dag har været ledig og på kontanthjælp, siden jeg var 40 år gammel og har været i ét langt ressourceforløb siden da, søgt hundredvis af jobs og været til en håndfuld samtaler, men trods et ganske imponerende CV og OK evner over hele linjen, så har “arbejdsmarkedet” altså ikke brug for en mand som mig, der er 40+ og har haft en stress-relateret depression fra jeg var 40 til 42 år gammel.

Er du over 40 år og har en psykisk lidelse som ADHD der, som i mit tilfælde, først er blevet opdaget og behandlet, efter at alle skaderne er sket pga. et liv i en kronisk stresstilstand i 40 år, der så får kroppen til at lukke helt ned pga. af udmattelse, så er du i risikogruppen for at måtte indse, at dit arbejdsliv er forbi og du hellere må se at finde noget andet at gå op i, i stedet.

De “gamle” kan godt endnu – de skal bare lige “støves lidt af”

Det sørgelige ved det hele er sgu, at vi er mange der som jeg, har fået en depression omkring de 40 år, alene fordi vores symptomer på vores ubehandlede ADHD, til sidst fik “ramt på os” og det gør at vi er nød til at få en time-out på et par år, alt imens vi lige bliver udredt, medicineret og får den nødvendige terapi, samt når til en accept af, at vi rent faktisk er født med en alvorlig psykisk lidelse som giver et handicap i vores muligheder for at klare os i mødet med samfundets normer og krav.

Men jeg tror ikke at førtidspension for resten af livet, nødvendigvis er den bedste løsning. Hvis vi blot kunne få en periode på f.eks. 5 år, til at komme til hægterne og få den rigtige behandling i gang, lære at leve med vores handicap og indse at vi ikke er “gået i stykker”, men blot har “været til service”, så tror jeg at vi med lidt efteruddannelse, forståelse, anerkendelse og ikke mindst respekt for vores udfordringer på arbejdsmarkedet, rent faktisk kan være et seriøst aktiv for det danske samfund.

Der var i hvert fald ingen der havde nogen klager over min performance eller resultater, dengang jeg var ansvarlig for et af verdens 10 største globale intranet med over 100.000+ brugere eller dengang jeg var teknisk projektchef for det system der gør at vi i dag kan gå til lægen og får vores “recept langt ud på serveren” og hente vores medicin på et hvilket som helst apotek, med det samme.

Ser jeg tilbage på min tid som forandringskonsulent i erhvervslivet, så ved jeg positivt, at jeg har været med til at sikre at flere hundrede medarbejdere har fået en langt bedre mulighed for at udvikle sig sammen med deres job, og derfor ved jeg af personlig erfaring, hvor lidt der skal til for at skabe rammerne for det gode samarbejde og den positive personlige glæde ved at føle sig som en vigtig del af noget der er større end én selv.

Jeg støtter OECD når de foreslår at vi i Danmark gør førtidspension til en tidsbegrænset løsning, og dermed giver flere en mulighed for at “komme til hægterne” igen, for så at være klar til at komme tilbage på arbejdsmarkedet med fornyet viden, engagement og energi.

Alt det kræver er at vi sammen “overbeviser” os selv om at vi godt kan endnu og at samfundet så også forstår at “psykiske lidelser ikke smitter” og at man med enkle midler kan få en af de hårdt-arbejdene ildsjæle som virkeligt brænder for at gøre en indsats, måske på en lidt anderledes facon end de fleste nuvel, men med de bedste intentioner og det største hjerte.

ADDspeaker

[fblike]

Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!