Har flere drenge end piger ADHD?

Ifølge gængs forståelse af udbredelsen af ADHD, så har drenge 3,7 gange større risiko for at have ADHD end piger. Men hvordan kan det passe? Jeg kigger nærmere på hvad årsagen til dette fænomen er …

ADHD: Introduktion

Et helt nyt studie af svenske børn og unge, viser at drenge har 3,7 gange større risiko for at få diagnosen ADHD, end gruppen af jævnaldrende piger. Årsagen til dette har plaget mig i nogle år efterhånden, så jeg har forsøgt at komme til bunds i hvad videnskaben fortæller os, om dette faktum.

Hvorfor er 3 ud af 4 børn med ADHD, drenge?

De åbenlyse forklaringer ville være at “raske drenge bliver fejldiagnosticeret alt for ofte” eller at “drenge er mere eksternt reagerende end pigerne, og ADHD opdages derfor oftere” eller at “drenge har mere testosteron end piger og det fremprovokere aggressivitet og impulsivitet”, men er det nu også de reelle årsager?

Man bliver født med og dør med ADHD!

Vi ved at ADHD kan skyldes 2 årsager, genetik eller biologisk forurening. Langt de fleste bliver født med den arvelige variant, ca. 70%, hvorimod de resterende 30% skyldes en infektion under graviditeten eller i barnets første 3 leveår.

Vi ved også at ADHD er en medfødt neurobiologisk lidelse som er kronisk og hvor man ikke kan behandle selve årsagen til ADHD, men blot behandle symptomerne af ADHD (medicin).

Vi ved at ADHD er meget fremherskende i familier (grundet genetik) og seneste studie viser at:

• Eén-æggede tvillinger har 70,45 gange højere risiko for begge at have ADHD
• Tve-æggede tvillinger har 8,44 gange større risiko for begge at have ADHD
• Søskende har 8,27 gange større risiko for begge at have ADHD
• Halv-søskende har 2,86 gange større risiko for begge at have ADHD (fælles moder)
• Halv-søskende har 2,31 gange større risiko for begge at have ADHD (fælles fader)
• Fætre og kusiner har 2,24 gange større risiko for at begge har ADHD
• Halv-fætre og halv-kusiner har 1,47 gange større risiko for at begge har ADHD

Kilde: Familial aggregation of attention–deficit/hyperactivity disorder (Journal of Child Psychology and Psychiatry, 2016)

Derudover viser seneste forskning, at:

• Søskende hvor en af dem har en ADHD diagnose som 18 årig (eller ældre), har 11, 49 gange større risiko for også at have ADHD selv.
• Søskende hvor en af dem har en ADHD diagnose som barn (under 18 år), har 4,68 gange større risiko for også at have ADHD selv.

Så hvad fortæller dette os?

Det mest slående er at eén-æggede tvillinger har så stor en risiko for begge at have ADHD, men det vidste vi jo godt allerede, så for mig er det at tve-æggede tvillinger og søskende har stort set lige stor risiko for, at begge har ADHD.

En anden ting der springer mig i øjnene er, at halv-søskende med fælles moder, har en signifikant højere risiko for begge at have ADHD, end hvis de havde fælles fader. 2,86 gange imod 2,31 gange lyder måske ikke af meget, men i epidemiologi er det et udtryk for en stor forskel.

Men hvorfor “vokser” nogle børn så fra deres ADHD?

Det gør de fordi ADHD er en neurobiologisk lidelse der gør at udviklingen i barnets hjerne fra det bliver født, er forsinket med ca. 30%, set i forhold til en normal hjerne. Hvor børn der ikke har ADHD er færdige med at udvikle deres hjerne i slutningen af teenage-alderen, tager det noget længere for personer med ADHD, som først er færdige med at udvikle deres hjerne fuldt ud, omkring 30 års alderen.

Så at sige at man vokser fra sin ADHD, er faktisk ikke korrekt. Man vokser fra nogle af sine symptomer på ADHD, men selve ADHD’en (altså det genetiske og neurobiologiske) vil være der hele livet, helt frem til man dør.

Det er bl.a. derfor at det er så arveligt, da ADHD ligger i vores gener og kan bliver overført fra forælder til barn.

2 ud af 3 med ADHD, har alvorlige symptomer som voksne!

Vi ved at ca. 1 ud af 3 med ADHD i barndommen, udvikler deres hjerne på en måde som gør at de som voksne, ikke har brug for behandling for deres symptomer på ADHD. Men de resterende 2/3 har faktisk meget alvorlige, særligt sociale, symptomer på deres ADHD.

For mange voksne er det at leve med ADHD er daglig kamp, da ikke nok med at de selv har svært ved at klare sig, så har de oftest også børn der har ADHD.

Typisk ser vi at moderen udvikler stress, angst og depression, som følge af en overbelastning ved forælderrollen, og det sker omkring 25-35 års alderen, når kvinderne begynder at få børn. For at gøre det hele meget værre, så er langt de fleste kvinder med ADHD ikke engang diagnosticeret og behandlet, inden de får børn.

Piger med ADHD er oftest indadreagerende og derfor bliver deres symptomer ikke opdaget som børn, hvorimod drengene er langt mere udadreagerende og derfor hurtigt bliver diagnosticeret som børn.

De mænd som ikke er blevet “opdaget” som barn, har oftest den indadreagerende variant af ADHD og kæmper derfor mod en ukendt indre fjende, indtil omkring 40 års alderen, hvor stress alt for ofte fører til depression. Det er først der, at mange af disse mænd bliver diagnosticeret og kommer i behandling.

Se iøvrigt denne fremragende video fra Dr. Barkley: https://youtu.be/fVmSAsSF6H8

Too little – too late …

At vi først får diagnosticeret ADHD som voksne betyder at vores livsvilkår er svært påvirket af de symptomer som følger med ADHD, såsom nedsat impuls -og selvkontrol, nedsat evne til at tænke i fremtidige konsekvenser, manglende selvværd og selvtillid grundet en svær barn -og ungdom m.v., fører til at mange af dem der har uopdaget og ubehandlet ADHD, ender med et misbrug af rusmidler, da det indirekte behandler deres symptomer her og nu.

Problemet er blot, at denne selvmedicinering bliver en kilde til et endnu sværere liv, idet psykiske lidelser og misbrug er en rigtig dårlig cocktail som forstærker effekten af hinanden. Vi ved at mere end 50% af alle heroin-misbrugere har ADHD, langt de fleste uden at vide det.

Vi ved også at mere end 20% af alle med ADHD har et misbrug af stoffer eller alkohol og at der er 3 gange større risiko for afhængighed af nikotin, set i forhold til befolkningen, bredt set.

3 gange højere risiko for at dø, inden man fylder 45 år!

Ser vi på alder og dødsårsager, kan vi se et klart mønster, nemlig at personer med ADHD er overrepræsenteret i statistikkerne for død som følge af selvmord, misbrug og ulykker. Tydeligst ses det i statistikken for dødsfald inden det fyldte 45. år, hvor en person med ADHD har 3 gange større risiko for at dø, end befolkningen bredt set.

I min analyse har jeg konstateret at det kun bliver værre for mændene, som alderen skrider frem. Når vi når 60-års alderen, så er kønsfordelingen mellem mænd og kvinder med ADHD, tippet over i kvindernes favør, hvor der nu er flest kvinder med ADHD, ca. 50-55%, og efter 90-års alderen er forskellen at 87% af alle med ADHD er kvinder.

Årsagen skal findes i at mænd med ADHD lever et langt mere risikofyldt liv, hele livet, end kvinderne gør og derfor er årsagen til at der er flere kvinder med ADHD nu ældre vi bliver, simpelthen er, at mændene er døde længe inden kvinderne dør.

Alene det at have ADHD (uanset køn) giver en 50% større risiko for at lide en unaturlig tidlig død, og at middellevealderen er 10 år kortere, end for personer uden ADHD.

Diskussion

Jeg vil foreslå at vi kigger nærmere på følgende mulige årsager til kønsforskellene:

• Der fødes flere drengebørn med den genetiske variant af ADHD end der fødes pigebørn.
• Drengene fødes oftest med den genetiske variant, hvorimod pigerne muligvis udgør en større andel af dem der får ADHD pga. neurobiologisk forurening, efter fødslen.
• Den genetiske variant giver oftere den udadreagerende ADHD, hvorimod den neurobiologiske oftere giver den indadreagerende variant af ADHD.
• Kulturforskelle kan være medvirkende årsag til den manglende diagnosticering af piger, da der stilles forskellige sociale krav til drenge og piger, alt efter køn, særligt inden for visse kulturer.
• Miljømæssige forskelle i kost og motion kan være medvirkende årsager til graden af ADHD symptomer mellem kønnene.
• At blot 11,7% af alle med ADHD er i medicinsk behandling (og stort set ingen i terapi), er en ting som vi må få ændret, ellers vokser problemet bare eksponentielt i fremtiden.

Konklusion

Min analyse viser, at selvom der er flest drenge med ADHD i de yngre aldersgrupper, så udlignes forskellen efter de 45 år, da mændene dør tidligere og kvinderne oftere bliver diagnosticeret ved 25-35 års alderen, og kommer i medicinsk behandling, når de får børn. Når vi når 60-års alderen, er forskellen udlignet og der er 50/50 forekomst mellem mænd og kvinder.

Dette understreger endnu engang, hvor vigtigt det er at få fanget, både drenge og piger, så tidligt som muligt, idet medicinen rent faktisk kan afhjælpe de mest alvorlige symptomer hos børn med ADHD, og dermed give dem den bedste start på livet, fysisk og socialt, og forhåbentligt modvirke de kedelige statistikker, som jeg har beskrevet i denne artikel.

[fblike]

/ADDspeaker