Stort set hver dag taler jeg med kvinder, mødre mest, som søger sparring omkring det at leve i en familie med ADHD. Deres problemer går primært på deres interaktion med deres børn, så kommer de til alt deres eget shit, og så ender vi samme sted ... til sidst ... ‘Hvor er min mand bare så ...?
Stort set hver dag taler jeg med kvinder, mødre mest, som søger sparring omkring det at leve i en familie med ADHD. Deres problemer går primært på deres interaktion med deres børn, så kommer de til alt deres eget shit, og så ender vi samme sted … til sidst … ‘Hvor er min mand bare så …?
Se lige denne video til at begynde med … den er kort, den er sjov og så er den spot on for dagens emne 😉
Dengang tilbage i 2015 hvor jeg startede ADDspeaker, der var min plan at dele den viden jeg havde oparbejdet omkring ADHD med andre voksne med ADHD. Men skæbnen har villet at det hele skulle vise sig at være noget helt andet, som folk efterspurgte. Det viste sig hurtigt, at det folk efterspurgte var svar på … alt …
Da jeg jo er både gammel og autist, samt har været gift to gange … så har jeg jo en vis erfaring med at leve et liv med (uopdaget og umedicineret) ADHD, og kunne derfor hurtigt genkende de ting, som folk havde svært ved at overskue.
For 15 år siden (efter min første skilsmisse) tænkte jeg, at det måske godt kunne være, at det var mig der var noget galt med, det var trods alt mig der blev ‘udskiftet’ og så endda med en … nåh nej, jeg løber jo ikke med sladder, men tro mig, det var noget af en svær pille at sluge.
Så får at få lidt mere selvindsigt i alt det jeg nu gik rundt og gjorde, så endte med at give mig flere problemer end succeser i mine sociale relationer, så meldte jeg mig til et kursus i Neuro Linguistic Programmering … NLP … en form for adfærdsterapeutisk uddannelse i menneskelig psykologi. Det tænkte jeg, at jeg sikkert kunne få god gavn af, på trods af at jeg jo mente, at jeg var nærmest perfekt, som jeg nu var (må jeg lige minde dig om, at dette var ca. 10 år før jeg blev opdaget med ADHD og Autisme). Efter nogle år endte jeg som certificeret NLP Master Practitioner, og har siden da, aldrig i mit liv brugt den titel til en pind.
NLP er genialt, efter min mening, selvom nogle mennesker har brugt det til alt muligt lort (primært på at tjene penge eller score damer), men ikke desto mindre, så er det, for mig, en fremragende værktøjskasse, især til selvindsigt og samtale-terapi. NLP er i bund og grund en måde at anskue verden på, som udfordrer de vaner og overbevisninger vi har, om os selv og om alle andre.
I dag, 15 år senere, så er jeg så vant til at tænke i NLP’ske baner, at jeg gør det helt ubevidst og det har vist sig, at være enormt brugbart i mine samtale med mine elskede ‘bat shit crazy women’ – som er det jeg kærligt betegner de mange kvinder med ADHtisme som jeg taler med hver dag.
Når jeg møder en kvinde for første gang, så giver jeg dem hurtigt mine regler for samtaler med mig. Disse er ufravigelige og er skabt for at sikre at vi gør mere gavn end potentiel skade, når vi nu først begynder at rode rundt i fortid, nutid og fremtid.
ADDspeaker’s regler for terapi:
Som den skarpe læser måske allerede har opdaget, så er jeg nok en lidt alternativ ‘terapeut’ og det er helt korrekt forstået. Jeg er iskold empatisk og det kræver nok en forklaring.
Empati består af to dele:
1. Affektiv Empati
2. Kognitiv Empati.
Affektiv Empati er der hvor du ser en anden person græde og straks får en klump i halsen og begynder at sidde og småsnøfte i sympati, uden at ville det, du kan blot ikke lade være.
Kognitiv Empati er der hvor du blot sidder og rækker den der snøfter, den ene pudsnæse efter den anden, mens du sidder og tænker på, hvor længe de mon har tænkt sig at fortsætte med ´dét dér’.
Menneskelig natur indeholder begge dele, og de fleste mennesker har lige dele af hver, hvilket gør dem til normale. Men er man mest kognitiv empatisk, så er man enten psykopat eller autist, og er man mest affektiv empatisk, så er man typisk mest ADHD eller kvindelig autist.
Den korrekte videnskabelige definition på kognitiv og affektiv empati er, at man ved kognitiv empati godt kan forstå, kognitivt, hvordan modparten må have det, dog uden at det skaber nogen fysiologisk reaktion i ens egen krop. Affektiv empati er lige omvendt, der er det man ser hos modparten, dét som skaber den samme følelse som man ser modparten have, i sin egen krop og skabt af sig selv, ubevidst, mange kalder dette for at blive affektsmittet.
Jeg er 80% kognitiv empatisk og 0% affektiv empatisk – de sidste 20% er det jeg åbenbart har, som gør at jeg er toptunet til at fornemme hvordan andre har det, hvad de føler og hvordan jeg kan hjælpe netop dem. De sidste 20% har ikke noget navn eller definition, så jeg tror at det er en slags avanceret ‘mavefornemmelse’ kombineret med en kognitiv intuition, som tilsammen gør, at jeg tilsyneladende alligevel er i stand til at give folk den omsorg, som netop de har brug for.
Så når jeg siger at jeg er iskold empatisk, så er forklaringen altså, at jeg forstår din smerte, men at jeg ikke kan føle din smerte, i min egen krop.
Det er en kæmpe fordel i den form for terapi som jeg arbejder med, da langt de fleste kvinder med ADHD der er sen-diagnosticeret har levet et liv som du ikke ville ønske for din værste fjende, tro mig.
Lad mig blot sige, at der netop lige nu her i 2020 er udkommet et studie hvor man har fundet evidens for at:
Individuals with ADHD histories may be at
Wymbs, B. T., & Gidycz, C. A. (2020). Examining Link Between Childhood ADHD and Sexual Assault Victimization. Journal of Attention Disorders. https://doi.org/10.1177/1087054720923750
greater risk of sexual victimization owing to characteristics of their perpetrators. Specifically, victims with ADHD histories were more likely to have assailants who had been drinking, using drugs, and behaving more violently (choked or attempted to choke, hit with fist) than victims
without ADHD histories.
Altid er det deres unger de har størst kvaler med og derfor de kontakter mig, men det tager mig ikke længe at få forklaret dem, at alle mødre hader deres børn med ADHD ind imellem, og det er helt OK, for det betyder blot, at de trods alt har en smule af deres sunde fornuft tilbage …
Som min gode ven Dr. Barkley’s siger det: Når dagen er omme, så tag et stykke papir og skriv alle de ting ned, som dit barn med ADHD har gjort forkert i dag, og så tager du en tændstik og brænder papiret i køkkenvasken. Derefter tager du et glas vin (ét glas!) og sætter dig godt tilrette og ser på dit sovende barn. Dagen efter gentager du så succesen …”.
Min pointe er, at det morads du lever i, er helt naturligt for enhver mor med et barn med ADHD, alle lever i kronisk stress og angst for hvad ungen mon finder på af ‘genistreger’ næste gang – alle …
Når vi så har fået styr på dét med at deres børn er præcis ligeså forfærdelige, umulige og vidunderlige, som alle andres børn, så kan vi komme videre til dét der virkeligt kan gøre en forskel i kvindens liv, nemlig dem selv og deres selvbillede.
Hvis jeg havde fået en femmer for hver gang jeg har hørt den dér, så ville jeg sgu være blevet … svært besværet med at holde mine bukser oppe …
Nej, du er ikke en elendig mor, fat det nu!
ADDspeaker
Du er til gengæld fanget i en situation, som du for det første ikke selv har bedt om at være i, for det andet slet ikke aner hvordan du er havnet i, og for det tredje slet ingen idé har om, hvad fanden du så stiller op … nu …
Når vi så har fået styr på den del, så kan vi begynde at se lidt på, hvad der så foregår i denne kvindes liv, og hvor vi kan tweake en smule på det hun GØR for at få et bedre resultat, fremover …
Den du ER definerer, dét du GØR, dét du VIL, og dét du KAN …
ADDspeaker
Jeg har udviklet en model der er super let at huske og samtidigt er meget præcis og brugbar i hverdagen, og den kalder jeg for ER, GØR, KAN og VIL-modellen.
Den du ER:
Den du ER, er alt det som du ikke selv har valgt at have, f.eks. højde, drøjde, øjenfarve, hudfarve og … ADHD …
Det du GØR:
Det du GØR er den adfærd du udviser, både udadtil som verbal og nonverbal adfærd, samt indadtil som de tanker du har om dig selv og den verden du lever i. Det du GØR bygger på de ting som dit liv har lært dig, de ting som du blev fortalt var sandt da du var barn, samt alle de ting som du er overbevist om, er sandt. Det du GØR er din måde at være på, på godt og ondt, og langt det meste af det du GØR, det aner du intet om eller har nogen som helst indflydelse på, det foregår bare helt af sig, under radaren.
Det du KAN:
Det du KAN er de talenter og evner du er født med, samt de kompetencer som du har tillært dig gennem livet.
Det du VIL:
Det du VIL er din passion, dine mål, dine drømme og det du håber på vil ske i dit liv i fremtiden.
Summen af disse 4 ting, ER, GØR, KAN og VIL, er det som dit selvværd, din selvtillid og dit selvbillede bygger på.
Når nogen kritiserer dig for noget du GØR som skyldes den du ER, så går det direkte på dit selvværd. Du bliver kritiseret for noget du GØR som skyldes noget du ER, og da det du ER ikke er under din viljestyrede bevidste kontrol, så er det sgu lidt unfair, ikke?
Når nogen kritiserer det du KAN og VIL, så går det på din selvtillid, du begynder måske at tvivle på Dig selv, og tro på at du måske virkeligt er så dum, doven, og skødesløs som folk i dit liv har fortalt dig du er, hele dit liv.
Når dit selvværd og din selvtillid er sendt til tælling, så er det at dit selvbillede begynder at have en negativ indflydelse på din livskvalitet.
Når svigermor eller hende den gamle hejre nede i Netto, kigger olmt på dig fordi din unge skaber sig for vildt, så har vi balladen, ikke? Du ved sgu da godt at det er ‘sub-optimalt’ sådan som den lorteunge fører sig frem, og du har med garanti ikke brug for at få det påpeget af folk omkring dig, vel!? Men uanset hvor meget du godt ved, at det ikke er din skyld, at ungen opfører sig sådan, så er det alligevel dit ansvar at ‘få styr på Pinnochio’s Tråde’ og sat en stopper for hvalpens destruktive, støjende og direkte belastende adfærd.
Når du, gang på gang, oplever dette, så er det svært ikke at lade det påvirke dit selvværd, din selvtillid og dermed fucke med dit selvbillede.
Det er så der jeg møder dig, den sen-diagnosticerede kvinde med rygsækken fuld af traumer, uddannelsesmæssige fiaskoer, fallerede forhold ’en masse’, og tonsvis af (bort)forklaringer på, hvorfor dit liv nu engang har udformet sig, som det nu engang har …
Det er ikke min skyld, men det er til gengæld mit ansvar!
ADDspeaker
Dette er fundamentet for den terapi som jeg så anvender til at give disse kvinder troen, værktøjerne, og nosserne til, at tro på de selv kan ændre på deres liv, hvis de tør …
Nej, det er ikke din skyld, at du blev født med ADHD og at ingen opdagede det før du selv fik et barn og dermed så hvordan deres ADHD jo var præcis magen til det du selv kan huske fra din egen barndom, slet ikke din skyld!
Men det er til gengæld dit ansvar at lære at leve med disse livsvilkår, uanset hvad du så ellers hellere ville have ønsket dig i dåbsgave, ikke?
Den du ER definerer det du GØR, og dermed er noget af det du GØR altså ikke noget du selv er herre over, men det er ikke det samme som at du ingen kontrol har, over en skid i dit liv, vel?
Min ADHD er ingen undskyldning for min adfærd, den er til gengæld en fandens god forklaring på den!
ADDspeaker
Før jeg blev syg og nu er endt på førtidspension som 48-årig, da havde jeg levet i liv i fuld fart og med stor, objektivt set, succes, både fagligt, karrieremæssigt og økonomisk.
Jeg havde ingen idé om, at min krop var under kronisk stress-belastning og at jeg en dag ville vågne op i min seng i min 2-etagers lejlighed på toppen af et bjerg i Bel Air, Los Angeles, med udsigt over Malibu Beach og Stillehavet, ude af stand til at røre mig, min krop var som bly og mit sind var bare … udbrændt.
Jeg var ikke hverken trist, ked af det eller fysisk syg, jeg var derimod blot komplet tømt for enhver energi og evne til at gøre noget som helst. Efter en tur hos min læge og dernæst en psykolog, så foreslog de, at jeg fik en udredning for ADD.
ADD tænkte jeg!? Hvad fanden har det med mig at gøre? Jeg har sgu da aldrig været hyperaktiv, impulsiv eller letafledelig! Eller … havde jeg? Jo, måske kunne jeg da godt se, at jeg nok havde været lidt mere snakkende end folk er flest, men jeg havde i hvertfald aldrig haft fysisk hyperaktiv uro, og jo, jeg havde da taget mange chancer i mit liv som andre folk mente var på grænsen af vanviddets rand, var det at være impulsiv, mon!? Men hey, jeg havde sgu også opnået mere inden jeg blev 40, end de fleste opnår på et helt liv, ikke? Letafledelig, hmm … njah, jo, måske en smule, men det var jo bare fordi jeg altid havde hovedet fuld af gode idéer til ting jeg kunne gøre, lave, sælge, skrive osv., det var vel bare det som andre kaldte for at være kreativ eller hvad!?
Så jeg tog en tur forbi UCLA og fik den helt store tur gennem deres finmaskede system for udredning af voksne, og det endte med at jeg kom ud i den anden ende med en officiel diagnose på ADD og HFA (højt-fungerende Autisme) i efteråret 2012.
Så stod jeg dér, og tænkte, og hvad så nu? Er jeg så ikke den Peter som jeg altid har været, eller hvad? Og hvordan pokker skal jeg nu forstå hvad der er MIG og hvad der er mine lidelser? Og dét dér narko-lort som sådan nogle tabere med ADHD skal tage for at blive nogenlunde til at holde ud at være sammen med, for alle omkring dem, dét lort, dét vil jeg ikke ha’, nul putte! Min morfar og min mor var misbrugere og jeg skulle sgu ikke nyde noget af at friste skæbnen med at proppe mig med amfetamin, nej tak, du!
Så da jeg påbegyndte min behandling hos Dr. David Sosin i Newport Beach, så gik jeg derind med en stålsat vilje om at jeg ikke skulle have nogle piller, no way … 2 timer senere forlod jeg så hans konsultation med min recept på Desoxyn og var på vej til apoteket …
Hvad havde ændret sig? Dr. Sosin er kendt som Doctor ADD, dels fordi det er hans speciale og dels fordi han selv har ADD og har været psykiater med speciale i ADD i 40 år, og tro mig, du kan godt glemme alle dine fordomme, argumenter og modvilje overfor medicin når du er patient hos ham. Han sagde direkte til mig, at hvis jeg virkeligt var så ignorant, at jeg hellere ville tro på hvad nogle forvildede stakler der troede på Thetans og den slags, end på hvad forskningen og erfaringen efter 50 års behandling af ADHD havde lært os, så var det jo mit eget valg, men så kunne han desværre ikke gøre mere for mig. SMASK!
Siden da har jeg brugt stort set al min vågne tid på at dygtiggøre mig indenfor alt omkring ADHD, for fandme om jeg vil stå model til at blive set på som værende – ignorant! No freaking way! Det ville jeg ikke have hængende på mig, så jeg gik i gang med at lære mig selv at læse videnskabelige studier, lære neuropsykologi, neuroanatomi, og fysiologi, samt indlede et (uofficielt) mentorskab med manden der helt tilbage i 1997 havde skabt den teori om ADHD som i dag danner grundlaget for både WHO’s ICD-diagnosesystem og det amerikanske DSM-diagnosesystem, Dr. Russell A. Barkley, PhD.
Nåh, ja, sorry, jeg blev lige afledt en smule dér, det kan jeg godt se, men det er nu vigtigt at vide hvorfra jeg selv kommer, tænker jeg …
Forandring er den eneste konstant i Universet
ADDspeaker
Uanset hvad, så kommer alting ned til det samme grundlæggende problem, tror du på at du kan eller tror du på, at du ikke kan?
Uanset om du tror på at du kan eller ej, så har du ret!
ADDspeaker
Så når jeg møder de kvinder jeg så kærligt omtaler som værende ‘bat shit crazy women’, så er min første udfordring at få dem ført hen til ACCEPT.
Accept af at deres liv har været som det nu engang har været, og at fortiden ikke nødvendigvis behøver at fylde hele deres nutid, da det jo så gør, at det er deres fortid, der dikterer deres fremtid, og hvad idé er der i det?
‘Ja, du har haft en hårdt lorteliv, og hvad’ så?‘ siger jeg til dem. Nogle bliver mega sure på mig og tror at jeg dermed mener at de skal lade være med at skabe sig og tage sig sammen, men det forklarer jeg dem så, ikke er min skyld at de tænker sådan, det er derimod et resultat af at de hele deres liv har fået tudet ørerne fulde af at alt er deres skyld og at hvis de dog bare gad at tage sig sammen, så kunne de også blive til noget.
Min pointe med det udsagn er såre simpelt … det er en konstatering …
Ja, du har haft et hårdt lorteliv, og ja, det stinker, og hvad så!? Hvad kan vi bruge det til, i nutiden, at din fortid nu engang er som den har været? Og hvorfor skal alt det lort du har oplevet i din fortid, fortsat forpeste din fremtid?
Her er det så, at kvinden enten siger hmm … eller …
Gudskelov så bliver de fleste og prøver at finde ud af, hvad fanden ham den gamle, halvsenile mand mon snakker om …
Bare fordi folk siger en masse lort om og til dig, så betyder det jo ikke, at det bliver mere sandt, af den grund, vel?
ADDspeaker
Når vi så har fået fjernet alle de indledende forhindringer og endeligt kan komme igang med at få ‘mere styr på lortet, end lort på styret’, så tager det som regel et par måneders tid med snik-snak om vejr og vind, og alt og ingenting, du ved, klassisk når to med ADHD bare hygger sig og sludrer … i en 6-7 timer ad gangen …
Vi taler om alt muligt, ikke noget specifikt, og alt foregår på ‘fingerspitz-gefühl’, vi når det vi når og vi taler om det vi nu engang lige har energi på dén dag. Det er en drøm for de kvinder der har primært ADHD og et mareridt for de kvinder der har primært Autisme, men sjovt nok, så ender det altid med, at vi hygger os og får sat perspektiv på deres livserfaringer og får styr på deres styrker, svagheder, selvbebrejdelser, og succéer.
Ja, du ser rigtigt, vi er nået til selve konklusionen på alt det ævl du har udstået for at nå helt hertil (tak for din tid, i øvrigt), så skal vi så ikke se at få styr på, hvorfor mænd bare er så … ?
Svaret er såre simpelt … se bare videoen her, den forklarer alting …
Din mand er stupid, og det er han fordi hans hjerne ikke arbejder på samme måde som din og derfor ej heller opfatter verden som du gør, og tilmed har den frækhed at tillade sig, at have sine egne ønsker, mål og behov, for sig selv og sit liv.
Han er også stupid, fordi han tror på, at han ved det hele i forvejen, og i hvert fald ikke gider at høre på, at det med at børnene opfører sig som de gør, ikke er deres egen skyld, eller din skyld, men derimod naturens skyld, og at det er hans opgave, som den der har skabt dem, at lære at forstå hvordan de fungere, så han kan opfylde sit ypperste mål med sin eksistens … at sikre artens overlevelse … ikke blot at han får fred fra jer allesammen sålænge han ser TopGear …
SÅ … nu kan du med sindsro blot accepterer at du dels havde du ret, han er bare så …., og dels at du nu har valgt at få den indsigt, som han burde få sig, således at I begge forstår, at hvis I ikke fatter at I er på hold sammen (også med jeres børn med ADHD), så kan I ligeså godt give op med det samme, sorry, men det er sandheden …
/ADDspeaker
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!