Den 18. juni 2018 udkom version 11 af WHO's diagnosesystem ICD (ICD-11). Med denne version er der sket en hel del nyt, især omkring ADHD diagnosekriterier og i denne artikel gennemgår jeg kort hvad der nyt.
Den 18. juni 2018 udkom version 11 af WHO’s diagnosesystem ICD (ICD-11). Med denne version er der sket en hel del nyt, især omkring ADHD diagnosekriterier og i denne artikel gennemgår jeg kort hvad der nyt.
Sådan kommer den kommende definition af ADHD i ICD-11 til at se ud … og du kan læse mere om den på ICD-11’s officielle hjemmeside: http://id.who.int/icd/entity/821852937
Hvis du, som jeg, har ventet på at ICD endeligt skulle få opdateret deres definition af ADHD, så er du hermed inviteret til Release Party sammen med mig, for i denne artikel vil jeg se lidt på hvilke nye ting du skal til at lære, for at forstå hvad ADHD i virkeligheden er, gør og betyder, for #ViMedADHD.
ICD-10 udkom i 1993, og har længe været komplet ude af trit med hvad vi i dag ved om ADHD. Det har haft en meget stor betydning for de forhold som vi her i Danmark har måttet (over)leve med, da det danske sundhedsvæsen er bundet op på ICD’s diagnosesystem (via vores EU medlemsskab) og derved har de gældende regler for hvordan vi anså, udredte og behandlede ADHD herhjemme, længe været en skændsel, sammenlignet med f.eks. i USA, hvor deres eget diagnosesystem, DSM-V for nogle år tilbage, blev opdateret og dermed afspejlede en mere brugbar (og videnskabelig korrekt) definition af ADHD.
Men nu sker det så endeligt. ICD-11 udkom i juni 2018 og med den kom der en helt ny definition af ADHD, samt helt nye regler for hvad der skal være tilstede, for at opfylde kriterierne for at få en ADHD diagnose.
Jeg har taget et kig på den nye ICD-11 og mit umiddelbare indtryk er meget positivt. Væk er den rigide, symptombaserede definition som vi kendte fra ICD-10’s Hyperkinetiske Forstyrrelser og ind er kommet en helt ny, moderne og ikke mindst brugbar definition af hvad ADHD er, gør og betyder for #ViMedADHD der lever med denne fysisk betingede, medfødte og kroniske, genetiske/biologiske i oprindelse, specifikke udviklingsforstyrrelse, vi i dag kalder for ADHD.
Først af alt, ADHD er ikke en sygdom, ADHD er derimod en psykisk lidelse. Det er en meget væsentlig pointe at fastslå, da en sygdom er helbredelig (selv kræft kan man blive helbredt for) hvorimod en lidelse er kronisk og uhelbredelig (tænk på diabetes som et godt eksempel på en kronisk lidelse).
Det har en væsentlig betydning i vores fælles forståelse af ADHD, idet vi dermed kan fastslå at man ikke kan få en lidelse, men er født med den. Dermed er al snak omkring hvorvidt man kan få ADHD af dårlig opdragelse, psykosociale forhold, for meget sukker, for meget TV/Computer og ikke mindst for lidt fiskeolie – en gang for alle – nu manet fuldstændigt i jorden!
I dag ved vi at ADHD primært skyldes genetik, ca. 70% af alle der har ADHD, har arvet det genetisk fra deres forældre, de sidste 30% skyldes en såkaldt “neurobiologisk forurening” under svangerskabet. En neurobiologisk forurening kan skyldes rygning, alkohol, stoffer men oftest skyldes det infektion, tungmetaller eller anden biologisk årsag.
Lad os lige slå en ting fast … der findes kun én slags ADHD!
Men vi har nu erfaret at der er tydelige og distinkte forskelle på den måde hvorpå symptomerne præsenterer sig på, nogle har mere hyperaktiv/impulsiv adfærd, andre har mere den letafledelige variant (uopmærksomhed kaldtes det førhen) hvor den hyperaktive/impulsive adfærd mere er noget der foregår inde i sindet, modsat den hyperaktive/impulsive variant er mest tydelig for andre, med sin udadreagerende, motorisk urolige og verbale adfærdsprofil.
De 5 nye typer kaldes for:
De nye definitioner, Predominately xxx Presentation (overvejende xxx præsentation) er et udtryk som ICD har hentet fra DSM-V, hvor man har anvendt ADHD-PI, ADHD-PHI og ADHD-C i nogle år nu, ICD har tilføjet to nye typer ADHD-Y og ADHD-Z som er henholdvis specifik og uspecifik type, altså der hvor man oplever ADHD-lignende symptomer, men hvor det kan være vanskeligt at fastslå præcis hvilken af de 3 hovedtyper (ADHD-PI, ADHD-PHI eller ADHD-C) personen har som deres primære (overvejende) præsentation.
Alle 5 typer bygger på et fælles fundament, en fælles definition af hvad ADHD (6A05.0) er og den er formuleret således:
For at opfylde ICD-11 kriterierne for ADHD, så skal personen udvise et vedvarende mønster, over en periode på mindst 6 måneder, med symptomer på letafledelighed (uopmærksomhed), hyperaktiv/impulsiv adfærd, og hvor lidelsen er opstået i løbet af den udviklingsmæssige fase, typisk fra tidlig barndom til personen er midt i sin barndom (8-12 år vil jeg mene at der er tale om, men er ikke sikker på hvad de præcist mener)
NYT: Det nye er at der ikke længere er noget specifikt krav for at symptomerne skal have været tilstede inden en vis alder, men derimod at det beror på en individuel vurdering (ikke fra udrederens side, men udfra barnets udviklingsniveau), hvilket betyder at langt flere kan få den rette diagnose, som de blevet fornægtet under ICD-10, især i Danmark hvor udredninger af børn med ADHD er styrtdykket siden 2010.
BEMÆRK: Det at der står, at lidelsen opstår i tidlig til midt-barndom IKKE er ensbetydende med at man kan FÅ ADHD i barndommen! Det betyder blot at barnet ikke behøver at udvise symptomer fra fødslen af, men derimod at de i ICD-11 nu erkender, at man kan være født med latent ADHD (via generne i sit DNA) og at disse ikke altid udvikles fra tidlig barndom, men kan blive “trigget” af psykosomatiske faktorer, neurobiologisk forurening eller ved anden somatisk sygdom.
Det er super vigtigt at du er opmærksom på dette, fordi man IKKE kan FÅ ADHD af hverken “dårlig opdragelse, sukker eller for meget TV/iPad eller for lidt fiskeolie”.
Jeg vil i de følgende afsnit bryde definitionen op i mindre stykker, og kommenterer på hvad det vigtige for det pågældende udsnit er.
“The degree of inattention and hyperactivity-impulsivity is outside the limits of normal variation expected for age and level of intellectual functioning and significantly interferes with academic, occupational, or social functioning.”
“Graden af letafledlighed og hyperaktivitet/impulsivitet ligger udenfor normgrænserne for normal forventet varians for en given alder, kognitivt intellektuelt funktionsniveau, og der i høj grad påvirker med personens akademiske, arbejdsmæssige eller sociale funktionsniveau”
Dette afsnit er helt genialt!
Dr. Barkley har i sin teori beskrevet hvordan det at leve med ubehandlet ADHD medfører at man har en forsinket udvikling på hæmningskontrol, impuls -og selvkontrol, samt på emotionel selvkontrol og emotionel selvregulering, og at dette ikke var med i ICD-10 blev årsag til at så mange kvinder især, blev givet diagnosen “Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse” fordi man ikke tog notits af at ADHD også påvirker vores emotionelle selvkontrol og emotionelle selvregulering og dermed troede man her i Danmark at “de temperamentsfulde kvinder med ADHD” måtte have Borderline ved siden af … ikke korrekt og nu vil jeg opfordre de af jer der har fået den diagnose ved siden af jeres ADHD og at bede om en ny udredning via ICD-11, og få den Borderline fjernet, hvis der er tale om manglende viden og indsigt.
Samtidigt får vi endeligt den korrekte vurdering af “sværhedsgraden” af ens symptomer, nemlig de der bygger på hvilket funktionsniveau barnet er på, set ud fra deres akademiske, (arbejdsmæssige) og sociale funktionsevne, altså bygger dette ikke på at man opfylder x antal kriterier, men derimod går det på hvilke handicap man oplever, i mødet med samfundets normer og krav, hvilket er helt i tråd med FN’s Handicapkonvention, hvilket igen gør at #ViMedADHD endeligt får den status i selve diagnosesystemet ICD, som de der er udredt via DSM-V i USA og andre lande, har haft de seneste 10+ år.
En anden ting er at der ikke længere findes nogle sværhedsgrader, mild, middel eller svær, i ICD-11 og det er jeg meget tilfreds med, da vi i Danmark har brugt disse sværhedsgrader til at afgøre hvem der må få ADHD medicin og hvilken type af medicin de måtte få, hvilket ingen videnskabelig evidensbaseret mening giver, da ALLE med ADHD har samme grundlæggende fysiske medfødte fejl, og det er disse og kun disse medfødte, fysiske fejl, som ADHD medicin virker symptombehandlende på. Med den nye definition bliver fokus taget fra om medicinering er nødvendigt eller ej, det bliver inkorporeret som en naturlig forudsætning, qua den videnskabelig evidens der fortæller os at man ikke kan behandle en fysisk betinget lidelse, med hverken adfærdsterapi, psykosociale eller pædagogiske værktøjer alene, da disse ingen blivende effekt har på at vi rent fysisk ikke har en alderssvarende udvikling på hæmningskontrol, hvilket igen er hele årsagen til alle de symptomer vi oplever ved ADHD.
Som jeg plejer at illustrere dette med min Lampe-metafor:
“Forestil dig en lampe. Denne lampe har en pære og denne pære fungerer. Lampens ledning er sat i stikket, men nogen har glemt at tænde for strømmen, så der er ikke lys i lampen. For at få lys i lampen kræves der strøm og den strøm kommer først når man trykker på kontakten. Uanset hvor meget vi forsøger at forklarer lampen hvordan det virker når man lyser, viser den andre lamper der lyser, forklarer lampen hvad det vil give den at lyse ligesom de andre lamper, eller blot råver og skriger at nu skal den fandme lyse, så kommer der jo ikke lys i lampen af den grund, vel? Der kommer først lys i lampen når vi tænder for strømmen på kontakten, alt andet er jo nyttesløst.”
Sådan fungerer en hjerne med ADHD også. Uden strøm (medicin) kommer der ikke lys i lampen (hæmningskontrol), før vi tænder på kontakten (øget dopamin, midlertidige neurale netværk, bedre eksekutive funktioner, impuls -og selvkontrol, emotionel selvkontrol og emotionel selvregulering). Derfor er det med stor glæde at jeg læser at man i ICD-11 har valgt at gå væk fra at have sværhedsgrader af ADHD, da dette har været den primære og eneste argument som Sundhedsstyrelsen (og resten af det danske samfund) har hængt deres hat på, og derigennem nægtet at sikre at både vores grundlæggende og de udvidede menneskerettigheder som vi er berettiget til at have, og som dikterer at “det er samfundet der skal inkluderer os, ikke os der skal tilpasse os til samfundet. Samfundet kan tilpasse sig til os, vi kan ikke tilpasse os samfundet grundet vores psykiske funktionsnedsættelse” – ADHD.
Danmark underskrev FN’s Handicapkonvention i 2006, men har endnu ikke implementeret alle (relevante) regler i vores praksis i den offentlige forvaltning, samfundet bredt set og især ikke i befolkningens forståelse af at ADHD er en medfødt fysisk betinget, psykisk lidelse, der giver en lang række handicap i mødet med samfundets normer og krav.
“Inattention refers to significant difficulty in sustaining attention to tasks that do not provide a high level of stimulation or frequent rewards, distractibility and problems with organization.”
“Uopmærksomhed henviser til betydelig vanskelighed med at vedholde opmærksomhed på opgaver der ikke giver en høj grad af stimulation, medfører hyppige belønninger, øget afledelighed, samt problemer med at organisation”.
Igen er dette en genial beskrivelse af hvad ADHD reelt er og hvad vores uopmærksomhed rent faktisk går ud på. Der er i bund og grund ikke tale om manglende opmærksomhed, tværtimod faktisk, for der er tale om at ADHD giver en udpræget “letafledelighed” altså at vi IKKE KAN ignorere alle de stimuli som der er omkring os, og gør at vi reagere på dem i langt højere grad, end de der ikke har ADHD.
Den korrekte årsag er, at vores hæmningskontrol ikke er udviklet i samme takt som resten af hjernen, og at vi udvikler os i en “forkert rækkefølge” som medfører at vi ikke KAN bevare vores fokus og koncentration på én ting ad gangen, fordi vores arbejdshukommelse er beskadiget og dermed er vi ikke i stand til at holde mere én ting i den, og hver gang der kommer et nyt stimuli, ja så ryger det der var i vores “RAM” ud til højre og vi kaster os over den nye stimulus …
“Se – et egern!” drilles vi ofte med, og det er lidt tarveligt, for vi er faktisk ikke uopmærksomme, vi er derimod hyper-opmærksomme og dette stresser os helt vildt. Når man så også mangler evnen til at prioriterer sin fokus og koncentration, så er det at vi fremstår som helt ustyrlige og “all over the place” …
“Hyperactivity refers to excessive motor activity and difficulties with remaining still, most evident in structured situations that require behavioural self-control.”
“Hyperaktiv refererer til overdeven motor aktivitet og vanskeligheder med at forblive i ro, mest tydeligt i strukturerede situationer hvor adfærdsmæssig selvkontrol er påkrævet”.
Endnu en gang kan jeg slet ikke få hænderne ned, for endeligt er det blevet forstået at vores hyperaktivitet ikke skyldes for meget sukker, for meget energi eller dårlig opdragelse, men derimod at vores motoriske system (verbalt og non-verbalt) bliver udviklet FØR vores hæmningskontrol er færdigtudviklet, qua den specifikke udviklingsforstyrrelse som ADHD medfører.
Dette kan forklares som at vores tale, kropssprog, impulsivitet, opmærksomhed og 1000 andre ting der styres af vores motoriske og hæmningskontrollende systemer, er helt ustyrlige, da det system der skal styre den, ikke er på plads endnu, og derfor er der frit spil til at sige og gøre hvad end motorikken synes er fedt, uden at der bliver lagt en dæmper på en skid.
Det er super sjovt for den der har ADHD (jeg elsker selv at være ustyrlig hæmningsløs i tale og adfærd, efter kl 22 hvor min medicin ikke virker længere), da vi endeligt bare “kan være os selv, som vi nu er”, men rent socialt er det der vi oplever de allerstørste handicap, da vores adfærd går andre i næsen og vi bliver tillagt at vi “gør det med vilje”, hvilket er helt misforstået, det er fordi vi ingen hæmningskontrol har, ligesom når du er spritstiv til julefrokosten …
Det er præcis vores hæmningskontrol vi får tilbage når vi får medicin (og samtidigt også bedre kognitive funktioner på mange andre områder), og derfor at Dr. Barkley siger at den 30% udviklingsmæssige forsinkelse man har, når man har ADHD, faktisk forsvinder næsten helt, sålænge medicinen har sin virkning i kropppen, og derfor at vi ser at børn der har fået medicin tidligt og i en lang periode under deres opvækst, har størst chance for at blive de mest alvorlige symptomer kvit, når de bliver voksne, da hjernen gør de midlertidige forbindelser i hjernen som medicinen skaber, permanente over tid (som synapser), pga af medicinens langvarige påvirkning af hjernens funktionsmåde, rent fysiologisk set.
“Impulsivity is a tendency to act in response to immediate stimuli, without deliberation or consideration of the risks and consequences.”
“Impulsivitet er en tendens til at reagere og respondere til umiddelbare stimuli, uden hensyntagen til eller overvejelse af risici og konsekvenser”.
Impulsivitet er også blevet finjusteret og har nu fået den korrekte beskrivelse, nemlig at den skyldes vores manglende alderssvarende udvikling af hæmningskontrol, kombineret med vores manglende evne til at “se tilbage” for at kunne “se fremad” for at få mulighed for at “forudse mulige fremtidige konsekvenser”, altså kort sagt vores menneskelige evne til at lære af vores erfaringer og bruge disse til at lave en behovsudsættelse i nuet, for at opnå en større gevinst på et senere tidspunkt, den evne der adskiller os fra alle andre arter.
Fantastisk nøjagtig beskrivelse af præcis hvordan impulsivitet føles, set indefra. Jeg kan sige til folk at jeg “lige går en mig en tur” og så komme hjem 4 timer senere, uden at have skænket en tanke på om andre har været bekymret for mig i mellemtiden. Sådan virker ADHD når man ingen impuls -og selvkontrol, tidsfornemmelse og ikke kan forudse fremtidige konsekvenser af en given handling.
Når man har (ubehandlet) ADHD så har man ingen eller meget nedsat evne til at “se sin fortid” samt at vores tidsfornemmelse er off, vi er såkaldt Tidsnærsynede, hvilket er endnu et Barkley begreb som beskriver det at vi ikke kan “se ud i fremtiden, fordi vi ikke kan se os tilbage, for at forberede os til, hvad fremtiden måtte bringe, det er altid NU!”.
Dette betyder samtidigt, at vi ikke kan lære af vores fejltagelser, da vi ikke kan se at de er relevante for vores NU, og dermed kan vi ikke se hvilke konsekvenser vores adfærd og handlinger kan give os ud i fremtiden. Dette faktum, koblet sammen med vores viden om hvor stor en Emotionel Dysfunktion det at leve med ubehandlet ADHD medfører, gør at vi nu forhåbentligt kan få en fælles forståelse for at #ViMedADHD ikke er dummere end andre folks børn, vi er blot ikke i stand til at lære og bruge vores erfaringer til at korrigere vores fremtidige adfærd, og at dette ikke skyldes uintelligens eller manglende vilje, men at vores hjerne er fucked up, og vi er født sådan!
I mit eget tilfælde er det iøvrigt så grelt, at jeg ikke har udviklet hverken en “indre stemme” eller “et indre øje” og derfor kan jeg ikke “se” min minder, ikke “tale” med mig selv, og det at jeg ikke kan dette, betyder at jeg ikke er i stand til at “genbruge” mine erfaringer, da jeg skal bruge “billederne” fra mine minder til at “simulere mulige fremtidige løsninger på et problem”, og læg dertil at det at jeg ikke kan “tale med mig selv” gør at jeg ikke kan “tale mig selv til ro” eller “tale mig selv til fornuft” for der er ingen erfaringer der kan hjælpe mig med at ændre mine indre følelser/emotioner og ingen minder der kan guide mig til at træffe nye og bedre valg, end jeg før har gjort … kort sagt jeg er fanget i “Groundhog Day” og dømt til at begå den/de samme fejltagelser, om og om igen, resten af mit liv …
“The relative balance and the specific manifestations of inattentive and hyperactive-impulsive characteristics varies across individuals, and may change over the course of development. In order for a diagnosis of disorder the behaviour pattern must be clearly observable in more than one setting.”
“Den relative balance, samt de specifikke manifestationer af letafledelighed og hyperaktiv/impulsiv karaktér, varierer efter individet, og kan forandres under livsforløbet. For at kunne stille en diagnose, skal adfærdsmønsteret være synligt til stede i mindst én kontekst”.
Til slut er det med stor glæde at jeg kan læse, at man nu tager en holistisk tilgang til at forstå HELE personen med ADHD, ikke blot ser på dem som en samling symptomer, og at man lægger vægt på at ens funktionsniveau kan ændre sig over tid, fra manglende hyperaktive/impulsive symptomer i barndommen, til færre synlige, eksterne symptomer i voksenlivet, men hvor der er ligeså stor grad af nedsat funktionsevne som i barndommen, den foregår blot “inde mellem ørerne nu, fremfor ude i vores fælles kontekst”, hvilket er årsagen til at #ViMedADHD udvikler angst og depression senere i livet, grundet ubehandlet ADHD, og at 55-80% af os lider af mindst en ANDEN psykisk lidelse, udover vores ADHD.
Samtidigt er der en utrolig væsentlig ændring i kriterierne for at få en ADHD diagnose i ICD-11, hvor man blot skal have SYMPTOMER i MERE END 1 KONTEKST, hvorimod man i ICD-10 skulle opfylde x antal KRITERIER i MINDST 2 KONTEKSTER, hvilket betød at rigtigt mange børn blev afvist hos PPR, da de primært udviste symptomer hjemme og mindre i skolen, hvilket dermed gjorde at PPR afviste at sende børnene videre til udredning hos BUC (for at spare penge eller af pædagogiske/psykologiske agendaer).
Det at ICD-11 nu blot kræver at man har symptomer i “mere end 1 kontekst” betyder i praksis at man kan argumentere for at et barn med symptomer på ADHD hyperaktivitet, impulsivitet eller uopmærksomhed, hjemme, og færre end i skolen, f.eks at barnet ingen problemer har i forhold indlæring i skolen, men derimod udviser symptomer på sociale udfordringer i skolen, således nu opfylder kriterierne for at blive diagnosticeret, korrekt!
Ydermere ved vi jo, at mange kvinder først bliver udredt når de selv får et barn dermed bliver udredt og diagnosticeret med ADHD, og det har gjort at vi har set en stigning i voksne med en ADHD diagnose side 2010. Dette skyldes at vi tidligere jo ikke vidste hvad vi skulle kigge efter og nu hvor vi ved at får man et barn med ADHD, så ved vi at mindst én af forældrene også har ADHD (skyldes den genetiske arvelighed på over 80%).
I dag ser vi at de der er i medicinsk behandling for deres ADHD, rent faktisk er 65% voksne imod 35% børn. Flere kvinder end mænd bliver udredt og behandlet med medicin mellem 25-35 års alderen, og fædrene bliver typisk udredt og medicineret fra 35-45 års alderen, når de går ned med stress, misbrug eller depression.
Selv er jeg et klassisk eksempel på dette fænomen, jeg blev udredt og kom i medicinsk behandling som 40-årig pga af stress, depression og angst, og det førte til at jeg i dag er udredt med Atypisk Autisme, ADHD, Angst, Depression og senest Diabetes Type-2, Derudover er under jeg under udredning for PTSD og Tilpasningsreaktion … alt sammen ting der burde kunne have været undgået, hvis jeg var blevet opdaget, udredt og medicineret som barn, og ikke endte med at brænde ud og gå fra at være en eftertragtet konsulent hos Danmarks største virksomheder, til at måtte overleve på Kontanthjælp på 7. år, fordi min arbejdsevne og funktionsevne er halveret siden min depression.
Når alt dette er sagt, så er der ingen forskel på hvad årsagen til de forskellige typer skyldes, det er alle fysiskt betingede, og alle stammer fra samme årsag, nemlig at en hjerne hos en person med ADHD vokser med en 30-40% forsinkelse, set i forhold til deres jævnaldrende. Populært kan man sige at en hjerne med ADHD er længere om at blive færdigudviklet (i dag ved vi at en hjerne med ADHD først er færdigtudviklet omkring 30 års alderen).
Denne forsinkelse har stor betydning for vores verbale, non-verbale, kognitive og adfærdsmæssige udvikling, men den har ingen direkte indflydelse på intelligens, børn med ADHD har ingen problemer med at lære det samme som jævnaldrende børn fra samme psykosociale miljø, de har blot ikke evnen til at bruge det de har lært i samme grad som deres jævnaldrende. Dette skyldes at vores specifikke udviklingsforstyrrelse er tæt relateret til vores hæmningskontrol, impuls -og selvkontrol, emotionelle selvkontrol og emotionelle selvregulering, der er meget hårdt ramt under opvæksten, idet vores fysiske motoriske system bliver for hurtigt udviklet i forhold til det system der skal have styr på den, nemlig vores hæmningskontrol.
Der er i princippet ingen forskel på om man har den genetiske eller biologiske variant, dog ved vi (uofficielt og ikke-evidensbaseret … endnu) at der er en overvægt af ADHD-PHI og ADHD-C typerne (mere om det om lidt) ved den biologiske variant, hvorimod den genetiske er mere ligelidt fordelt over ADHD-PI, ADHD-PHI og ADHD-C.
Der hvor vi i dag har fokus på hvilken type man har, skyldes at vi i de senere år har fået øjenene op for at de forskellige typer responderer lidt forskelligt på de varianter af ADHD medicin som i dag er godkendt til behandling af ADHD, især når vi begynder at bruge medikamentel kombinationsterapi (altså mere end ét middel ad gangen), blandt andet har vi hos ADDspeaker erfaret at mange med ADHD-PI har stor glæde af Guanfacin og (Lis)Dexamfetamin i kombinationsterapi, hvorimod de der har ADHD-PHI oftest reagerer bedst på Guanfacin/Atomoxetin og Methylphenidat i kombinationsterapi, og at de der har ADHD-C har god effekt af monoterapi med enten Guanfacin, Atomoxetin, Methylphenidat eller (Lis)Dexamfetamin.
Hvis du ikke er så hjemmevant i ADHD medicin, så kan du med fordel læse min guide her:
https://addspeaker.net/opdateret-anbefaling-for-valg-af-adhd-medicin/
Lad os lige genopfriske min Lampe-metafor:
“Forestil dig en lampe. Denne lampe har en pære og denne pære fungerer. Lampens ledning er sat i stikket, men nogen har glemt at tænde for strømmen, så der er ikke lys i lampen. For at få lys i lampen kræves der strøm og den strøm kommer først når man trykker på kontakten. Uanset hvor meget vi forsøger at forklarer lampen hvordan det virker når man lyser, viser den andre lamper der lyser, forklarer lampen hvad det vil give den at lyse ligesom de andre lamper, eller blot råver og skriger at nu skal den fandme lyse, så kommer der jo ikke lys i lampen af den grund, vel? Der kommer først lys i lampen når vi tænder for strømmen på kontakten, alt andet er jo nyttesløst.”
Det er derfor at man i dag anbefaler at man sætter ind med medikamentel behandling først, og allerede fra tidlig barndom (i USA påbegynder man med medicin fra 4 års alderen) og først når medicinen har fået bugt med den manglende hæmningskontrol giver det mening at påbegynde psykosociale, adfærdsterapeutiske eller pædagogiske tiltag.
Vi ved i dag at jo før man påbegynder medicinsk behandling af ADHD, desto større er chancen for at barnets hjerne kan gøre de neurale netværk som medicinen skaber midlertidigt i hjernen mens medicinen har sin virkning, til permanente synapser i barnets hjerne, således at det på sigt ikke længere vil være nødvendigt at medicinere i samme grad, da hjernens plasticitet i barndommen er så fleksibel at hjernen simpelthen “kan omkonfigurere” sig selv således at den effekt som medicinen før bidrog med, nu kan skabes af hjernen selv, autonomt.
Vi ved i dag mere om ADHD medicin, end vi gør om langt hovedparten af al anden medicin, og det er videnskabeligt bekræftet at det er effektivt (virker indenfor 20-30 min), ingen alvorlige bivirkninger har på hverken kort eller langt sigt, at medicin medvirker til at undgå at personen udvikler ko-morbide lidelser såsom angst, depression eller misbrug som barn, ung og voksen, giver bedre uddannelse, færre skilsmisser og mindre kriminalitet i samfundet, samt medvirker til at sænke overdødeligheden fra de 50% vi ser hos voksne med ADHD der ikke får medicin, og dermed hæve middellevealderen for personer med ADHD fra de ca. 62 år vi ser når #ViMedADHD ikke er blevet udredt og behandlet som børn og dermed bringe den op imod den generelle middellevealder på de 72 år, som ses i samfundet bredt set.
Så på spørgsmålet om hvorfor medicin ikke er noget valg længere, så er svaret at det i dag er en naturlig del af enhver behandling af ADHD, evidens der bygger på mere end 60 års erfaring fra forskning, praksis og patienterne selv, og hvilket i høj er grad blevet ligeså normalt og acceptabelt i andre lande end i Danmark, med håbet om at vi over tid herhjemme også kan få et syn på ADHD medicin, på samme måde som vi herhjemme ser på at insulin er en naturlig del af enhver behandling for diabetes. At det endnu ikke er det, på trods af at Barkley skrev i sin 20 år gamle konklusion, at samfundets vigtigste opgave i forhold til ADHD, var at udvise anerkendelse, respekt, medfølelse og medmenneskelighed overfor personer med ADHD, fremfor at tillægge dem motiver såsom manglende vilje, rygrad eller intelligens, men derimod forstå at denne adfærd ikke er et valg, det er en uønsket betingelse, når man lever med ubehandlet ADHD, samt at vi i dag ved at medicin virker for 80-90% og uden medicin, så virker ingen adfærdsmæssige eller pædagogiske værktøjer med nogen blivende effekt.
ADHD er en fysisk betinget, medfødt og kronisk, psykisk lidelse, der medfører en psykisk funktionsnedsættelse, som giver personen et alvorligt, særligt socialt set, handicap, i mødet med samfundets normer og krav. Det er derfor at samfundet skal tilpasse sig til de særlige hensyn som #ViMedADHD har brug for, for at kunne fungere på et niveau der er tættest på det som alle andre i samfundet, samt udvise forståelse for at personen med ADHD ikke selv KAN ændre sin adfærd, og det er defineret af FN som værende en lidelse der opfylder de kriterier der er FN’s Handicapkonvention, og som vi i Danmark skal leve op til.
Jeg håber at denne gennemgang har givet dig en dybere indsigt i, forståelse af, anerkendelse af, samt respekt for, at ADHD ikke er et valg, men et livsvilkår, medfører et alvorligt, særligt socialt handicap, i mødet med samfundets normer og krav.
Tak for din tid og opmærksomhed!
/ADDspeaker
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!