Guanfacine (Intuniv) til PTSD regulerer PFC vs. Amygdala-kampene og reducerer PTSD-symptomer hos både børn, unge og voksne. Denne artikel indeholder forklaringen på hvorfor og hvordan.
Guanfacin (Intuniv) til PTSD regulerer PFC vs. Amygdala-kampene og reducerer PTSD-symptomer hos både børn, unge og voksne. Denne artikel indeholder forklaringen på hvorfor og hvordan.
I mit arbejde med, især sen-diagnosticerede kvinder, har jeg ofte stødt på symptomer på PTSD. Da disse kvinder oftest har både ADHD og ASD, så er det en anbefaling, at man bruger en medicinsk kombinationsbehandling med Intuniv og Elvanse, da de hver især behandler forskellige symptomer, og tilsammen dækker langt de fleste symptomer, hvilket så efterlader personen i en tilstand, hvor kognitiv terapi og EMDR (PTSD specifik terapi) har langt højere sandsynlighed for at skabe varige lindringer af PTSD symptomerne.
I denne artikel har jeg dykket ned i den videnskabelige litteratur for at finde evidens for, det som både jeg og de kvinder jeg har haft i terapi intuitivt og faktuelt har erfaret, kan understøttes og forklares, rent videnskabeligt.
Oversat til dansk og tilpasset fra: Arnsten, A. F., Raskind, M. A., Taylor, F. B., & Connor, D. F. (2015). Effekterne af stresseksponering på præfrontal cortex: Oversættelse af grundforskning til vellykkede behandlinger for posttraumatisk stresslidelse. Stressens neurobiologi, 1, 89–99. https://doi.org/10.1016/j.ynstr.2014.10.002
Den præfrontale cortex (PFC) giver top-down regulering af adfærd, tanke og følelser, genererer de mentale repræsentationer, der er nødvendige for fleksibel, målrettet adfærd, herunder evnen til at hæmme uhensigtsmæssige impulser, regulering af opmærksomhed, realitetstest og indsigt om ens egne og andres handlinger (Self-Awareness and Theory of Mind, ToM)
Evnen til at bruge mentale repræsentationer til at guide adfærd testes ofte i arbejdshukommelsesparadigmer og er en grundlæggende byggesten i abstrakt tankegang.
Tab af dlPFC-arbejdshukommelsesfunktion under ukontrollerbar stress kan også ses hos mennesker, f.eks. hvor udsættelse for en forstyrrende, voldsom film svækkede arbejdshukommelsens ydeevne.
Akut ukontrollerbar stresseksponering svækker også PFC-selvkontrollen og bidrager til stofmisbrug.
I modsætning til PFC øger ukontrollerbare stressfaktorer såsom forstyrrende billeder amygdalas evne til at forbedre konsolideringen af hukommelsen om den stressende begivenhed, en mekanisme, der er blevet dokumenteret hos både dyr og mennesker.
Stress kan også accentuere amygdalas frygt-konditionerende operationer.
Denne vending fra reflekterende (PFC) til refleksiv (amygdala) hjernetilstand skal være meget hurtig, f.eks. som reaktion på en pludselig fare.
Men langvarig stress kan have endnu mere markante effekter på hjernens fysiologi.
Kronisk stress hos mennesker svækker også PFC-funktionel forbindelse og PFC-regulering af amygdala.
Vedvarende stresseksponering fører således til mere vedvarende ændringer i hjernekredsløb, der regulerer adfærd og følelser, og holder hjernen i en mere primitiv, reaktiv tilstand.
PTSD er typisk karakteriseret ved påtrængende minder om en traumatisk begivenhed og kan tage form af mareridt eller flashbacks, nogle gange ledsaget af hallucinationer. Under flashbacks bliver virkelighedstestning svækket, og fortiden bliver bogstaveligt talt genoplevet og genopført.
I denne forstand er PTSD-relaterede påtrængende erindringer et krydsfelt mellem ‘dengang-og-der’ og ‘her-og-nu’, hvor følelsen bliver til kendsgerning, og tanken bliver til handling.
Dette fuldstændige tab af kontakt med virkeligheden kan repræsentere PFC-dysfunktion i sin mest ekstreme form.
De høje niveauer af katekolaminfrigivelse under akut stress forringer ikke kun PFC-funktionen, men styrker amygdalafunktionen, hvilket skifter kontrol over adfærd til mere primitive kredsløb. Der er feedforward-interaktioner, der opretter “Ulækre (vicious) vs. lækre (delicious) cyklusser” for at opretholde orkestreringen af hjernekredsløb i fundamentalt forskellige tilstande.
Som vist i fig. 1 er der en “lækker cyklus” under ikke-stress-tilstande, hvor moderate niveauer af fasisk NE-frigivelse engagerer alfa-2A-receptorer med høj affinitet, som styrker PFC, svækker amygdala og normaliserer tonisk affyring af LC-neuroner og NE-frigivelse. Dette forbedrer PFC-funktionen og giver intelligent regulering af LC og amygdala. Disse interaktive mekanismer opretholder således en tilstand, der fremmer top-down regulering af hjerne og adfærd.
I modsætning hertil skifter stresseksponering hurtigt hjernens orkestrering af adfærd til primitive kredsløb, som opsummeret i fig. 2. Stress aktiverer feed-forward onde cyklusser, hvorved amygdala aktiverer LC og VTA for at øge katekolaminfrigivelsen, som igen fjerner PFC’ens “online-status” gennem alfa-1-receptoraktivering. Tab af PFC-funktion. yderligere udhuler regulatorisk kontrol af amygdala, striatum og hjernestamme, mens de høje niveauer af katekolaminfrigivelse styrker amygdalafunktionen via alfa-1AR, beta-AR og DA receptorer. Øget amygdala-aktivitet fortsætter med at drive LC og opretholder dermed den onde cirkel.
De hidtil diskuterede data indikerer, at et vigtigt mål for behandling af PTSD bør være at styrke PFC-reguleringen, så patienten bedre kan regulere sine følelser, tanker og handlinger.
Data tyder på, at en stærkere PFC bør hjælpe patienter med at hæmme frygtreaktioner (via PFC-regulering af amygdala), til at berolige sig selv og reducere hyperarousal (f.eks. via PFC-regulering af hjernestammen) og reducere flashbacks og påtrængende minder (via PFC-regulering af posterior cortex og hippocampus).
Det er sandsynligt, at mange adfærdsterapier virker i det mindste delvist ved at styrke PFC.
Eksponeringsterapi kan til dels virke ved at skabe en sikker kontekst, hvor PFC i stigende grad kan komme “on-line” for at regulere amygdalaen, bryde den onde cirkel af primitive hjernereaktioner og undertrykke den traumatiske reaktion.
Mange patienter sidder fast i en ond cirkel, hvor PFC forbliver dysfunktionel og primitive kredsløb (amygdala) dominerer, og for disse patienter kan medicin være afgørende for at normalisere hjernens fysiologi og tillade tilbagevenden til sundhed.
Alfa-1-receptorantagonisten, prazosin, og alfa-2A-agonisten, guanfacin, bliver nu testet og brugt til at behandle PTSD.
[…] Guanfacin-stimulering af post-synaptiske alfa-2A-receptorer på PFC-rygsøjler styrker netværksforbindelser, øger PFC-neuronaffyring og forbedrer arbejdshukommelsen ved at hæmme feedforward cAMP-Ca2þ-signalering og lukke Kþ-kanaler på rygsøjler nær synapsen. Disse handlinger bidrager sandsynligvis til guanfacins terapeutiske virkninger hos patienter. […]
Guanfacine har vist sig at lindre stress-induceret stofmisbrug hos voksne og kan derfor være nyttigt hos patienter, for hvem PTSD er påbegyndt for nylig.
Understøttet af prækliniske og kliniske undersøgelser, der viser dysreguleret CNS noradrenerg funktion og PFC underfunktion, bliver adrenerg medicin i stigende grad brugt til behandling af traumer hos børn.
Centralt virkende a2-agonister inklusive guanfacin, guanfacin forlænget frigivelse (GXR) og clonidin ser ud til at være effektive til at mindske intensiteten af traume-inducerede hyperarousale symptomer, herunder nedsat koncentrationsevne, dårlig impulskontrol, hypervigilance, mareridt og søvnløshed og overdrevet forskrækkelsesrespons hos børn og unge.
Selvom der ikke er nogen kontrollerede forsøg med disse midler ved pædiatrisk PTSD, tyder case-rapporter og åbne forsøg på, at clonidin kan reducere flashbacks og traumatisk gentagen leg hos børn, og at guanfacin kan reducere traume-inducerede mareridt.
Følgerne af traumatisk stress i barndommen omfatter en række mulige udfald, der omfatter vedvarende posttraumatiske symptomer, ændringer i udviklingsbaner med efterfølgende svækkelse af følelsesmæssig og adfærdsmæssig kontrol, indlæringsvanskeligheder, vedvarende aggression og/eller vold, som øger risikoen for involvering af ungdomskriminalitet, stofmisbrug og unaturlig tidlig død.
Der er således et bydende og akut behov for effektive behandlinger af PTSD i barndommen.
Jeg vil hermed opfordre, både fagfolk og patienter, til at sætte sig ind i hvordan denne nye viden kan medvirke til, at vi får forbedret behandlingsmulighederne for alle der er berørt af PTSD, børn, unge og voksne.
/ADDspeaker
Arnsten, A. F., Raskind, M. A., Taylor, F. B., & Connor, D. F. (2015). The Effects of Stress Exposure on Prefrontal Cortex: Translating Basic Research into Successful Treatments for Post-Traumatic Stress Disorder. Neurobiology of stress, 1, 89–99. https://doi.org/10.1016/j.ynstr.2014.10.002
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!