Snart er der gået 4 år og hvad er der egentligt blevet af det stort anlagte projekt National ADHD Handleplan 2012? Her har du planens vigtigste hovedpunkter, fra den 100 sider lange og velskrevne rapport fra Socialstyrelsen.
Planen der blev væk …
I maj 2012 var vi mange der så frem til Socialministeriets offentliggørelse af “National ADHD Handleplan 2012” og da den blev præsenteret blev vi bestemt ikke skuffede. Planen viste sig at være overordenligt gennemtænkt, velfunderet og ikke mindst fokuseret på at forbedre forholdende for mennesker med ADHD i Danmark.
Nu er vi i september 2015 og dens initiativer er desværre gået i glemmebogen i kommunerne, på trods af at der er virkeligt mange penge at spare, samt muligheder for at forbedre livskvaliteten for de mange med ADHD. I denne artikel vil jeg gennemgå planen med udgangspunkt i 3 pejlemærker som er det grundlæggende tema i planen og hvilke jeg som ADHD’er støtter 100% op om og kun kan anbefale alle kommuner at implementere disse anbefalinger.
Rapportens temaer …
Det vigtigste element i planen, der for mig viser at forfatterne virkeligt har forstået ADHD, er forståelsen af at vi med ADHD har brug en samlet indgangsvinkel til hele det sociale system, Borgerservice, Jobcenter, skole osv. Det skyldes at vi lider af en opmærksomhedsforstyrrelse der har den effekt at vi ikke er i stand til at prioritere i mellem al den information vi bliver bombarderet med fra vores sanser. Dette resulterer konkret i, at vi kan have meget svært ved at finde ud af hvor vi skal henvende os med vores behov, da det hele “flyder sammen” og fremstår som en stor grå masse. Det centrale element og rapportens overordnede anbefaling er, at kommunerne implementerer en, hvad de kalder “Tovholderfunktion” som fælles indgang til det kommunale for os med ADHD.
Et andet overordnet tema i planen er, at det anbefales at kommunen indtager en holistisk tilgang i mødet med vi med ADHD, således at man ser på alle personens udfordringer i et 360 graders perspektiv og koordinerer de forskellige indsatser fra Borgerservice, Jobcenter, psykiatri, skolevæsen osv. for at sikre en samlet indsats, der dækker hele personens problematik og ikke blot forsøger at “lappe hvert hul for sig”. Det vil betyde en lang mere smidig sagsbehandling for den enkelte og en kæmpe økonomisk gevinst for kommunen, da mange ADHD’ere så ville kunne være langt mere selvhjulpne og aktivt bidragende til samfundet, fremfor blot at løbe spidsrod fra instans til instans og forsøge at råbe nogen op.
“I nogle sammenhænge vil det være relevant primært at se på ADHD og lignende vanskeligheder fra en bestemt faglig vinkel eksempelvis biologisk, pædagogisk, psykologisk eller socialt, men ofte vil det være nødvendigt, alle vinkler bliver belyst, og at der iværksættes en sammenhængende tværfaglig indsats.”
“En forståelse af udvikling og udviklingsproblematikker i relation til kontekst tager afsæt i, at ADHD udgør et kontinuum, som dækker forskellige grader af vanskeligheder. Vanskelighederne kan ændre karakter og sværhedsgrad afhængigt af livsforhold og de konkrete situationer, man befinder sig i. Det betyder, at de vanskeligheder, som man kan opleve som barn, sjældent vil være de samme, som man vil opleve som voksen.”
“En dynamisk forståelse bygger på både vanskeligheder og ressourcer hos den enkelte borger, men tager samtidigt højde for den kontekst,der er tale om”
I rapporten er der fremhævet 3 pejlemærker, som kort konkluderer deres anbefalede implementering af initiativerne i planen.
De 3 pejlemærker …
Hovedpunkter under pejlemærke 1;
“I nogle sammenhænge vil det være relevant primært at se på ADHD og lignende vanskeligheder fra en bestemt faglig vinkel eksempelvis biologisk, pædagogisk, psykologisk eller socialt, men ofte vil det være nødvendigt, alle vinkler bliver belyst, og at der iværksættes en sammenhængende tværfaglig indsats.”
“Vanskelighederne kan ændre karakter og sværhedsgrad afhængigt af livsforhold og de konkrete situationer, man befinder sig i.”
“En dynamisk forståelse bygger på både vanskeligheder og ressourcer hos den enkelte borger, men tager samtidigt højde for den kontekst,der er tale om”
“Et fælles vidensfundament i forhold til ADHD og lignende vanskeligheder kan modvirke, at der dannes en mangfoldighed af individuelle udlægninger af, hvad ADHD er, hvad det skyldes, hvordan det skal vurderes, og hvilke indsatser der er relevante.”
“Derudover er det vigtigt, at de professionelle har viden om de forskellige indsatsmuligheder, som kommunen og regionen har på området”
Hovedpunkter under pejlemærke 2;
Formålet med sociale indsatser er, at mennesker med ADHD eller lignende vanskeligheder og deres omgivelser får redskaber til at forstå, håndtere og afhjælpe vanskelighederne, så der opnås en højere grad af kontrol og mulighed for at leve det liv, den enkelte ønsker sig
Når der skal vælges en indsats, er det derfor vigtigt, at indsatsen er dynamisk, og tager højde for forandringer i den enkeltes funktionsniveau, så den ikke fastlåser den enkelte i en bestemt type indsats.
De funktionelle vanskeligheder kan ofte komme til at overskygge de ressourcer, som personer med ADHD eller lignende vanskeligheder også har. Det er derfor vigtigt, at der i den sociale indsats også er fokus på de individuelle ressourcer og kompetencer, som den enkelte måtte have, og at disse bruges aktivt i forhold til tilrettelæggelsen af indsatsen.
Tre indsatsniveauer i samspil
Alment forebyggende indsatser er målrettet alle borgere og har til formål at gøre almene tilbud tilgængelige ved at fjerne forskellige typer af barrierer
Foregribende indsatser har til formål at være forudseende omkring særlige udfordringer
Indgribende indsatser er målrettet en enkelt person med alvorlige vanskeligheder
Hovedpunkter under pejlemærke 3;
Børn, unge og voksne med ADHD eller lignende vanskeligheder har ofte komplekse problemstillinger, som kræver, at flere forvaltningsgrene inddrages i forhold til den enkelte og dennes kontekst.
Det er helt afgørende, at de forskellige myndigheder og forvaltninger arbejder tæt sammen for at sikre en målrettet og relevant samlet indsats. Det er vigtigt at fastholde, at det er borgerens forløb – ikke den enkelte sektors.
Det kan være af stor betydning for mennesker med ADHD eller lignende vanskeligheder, at relevant information og viden er tilgængelig for eksempelvis både jobcentret og socialforvaltningen.
Både børn, unge og voksne i målgruppen er særligt sårbare i forhold til overgangssituationer, hvor der er risiko for, at vigtig viden og information går tabt, så der hele tiden skal begyndes forfra.
Det er nødvendigt, at der tages højde for, at det for mange borgere i målgruppen er en stor udfordring selv at skulle koordinere mellem de forskellige instanser i det sociale system.
Konklusion
Hele rapporten har kostet 26 millioner kr. at lave og disse penge kommer fra SATS-puljen. Den er velskrevet, letforståelig, sagligt funderet og allerbedst – brugbar. De 3 pejlemærker understøtter en fin og holistisk tilgang til det at servicere en borger med ADHD og jeg kan kun tilskynde kommunerne til at læse, forstå, acceptere og ikke mindst implementere rapportens anbefalinger, det er godt for os med ADHD, godt for de ansatte i kommunerne og ikke mindst godt for økonomien i Danmark. Så min opfordring til det kommunale Danmark er – KOM NU I GANG.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!