“Mange har sterke meninger om både ADHD, årsaker til ADHD, behandling av ADHD og ikke minst oppfatninger om egenskaper til mennesker med ADHD. Knapt noen diagnoser/behandling blir mer omtalt med negativ vinkling, kommentarer og kritisk fokus enn ADHD. ” – Citat fra ADHD Norge
Ikke blot i Norge bliver, vi med ADHD, mødt af samfundet med en slet skjult mistænkeliggørelse og en mangfoldighed af fordomme om ADHD, både i det offentlige rum, i medierne og ikke mindst i mødet med de sociale myndigheder og skolevæsenet.
Ja, det er korrekt at vi med ADHD har en overrepræsentation i alle de negative statistikker; kriminalitet, misbrug, skilsmisse, kontanthjælp osv.
Men hvad er årsagen? Er vi med ADHD blot født som nogle potentielle skilsmisseramte kriminelle misbrugere på kontanthjælp, eller skal årsagen findes andensteds? Måske er den måde samfundet behandler os på, der er med til at skabe problemerne?
Se lige det her indslag fra TV/2 – Inklusion eller ekslusion? ADHD-børn snydt for skoleudflugt – Kommunen bruger 3 mio. kroner på at sende 6,500 elever fra Ringkøbing på tur til København, undtagen de børn med ADHD, de får en billet til Baboon City til 105 kr i stedet. “Det er barnets tarv, der er i højsædet” – siger den ansvarlige skoleleder. Undskyld mig, men hvordan kan det være i barnets tarv at blive fjernet fra gruppen, blive snydt for en stor oplevelse og bagefter føle sig udenfor i klassen når alle de andre taler om hvor fedt det var at komme til København? Og det er desværre blot endnu et eksempel på hvordan samfundet ikke aner hvad de skal stille op med os og blot vælger den lette udvej – eksklusion.
Højesteret fastslog den 13. juni 2013, at bortvisning af ansat med ADHD var i strid med forskelsbehandlingsloven, da ADHD kan være et handicap. Derudover satte Højesteret lighedstegn mellem godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven. Højesteret har ved henvisningen til EU-domstolens domme af 11. april 2013 implementeret begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv fortolkes således,
“at det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.”
På trods af at FN’s Institut for Menneskerettigheder, EU-Domstolen, Danmarks Højesteret og American Psychiatric Association (DSM V) alle anerkender ADHD som værende et reelt handicap, så virker det som vi blot fortsætter vi i den offentlige debat i Danmark med at lade som om “det bare er noget de siger de fejler, man kan jo ikke se det på dem!“. Personligt har selv oplevet diskriminationen i kontakten til BorgerService, Jobcenter og sågar i mit forsikringselskab!
ADHD er et handicap på lige fod med alle andre handicap, men selv i FN’s Institut for Menneskerettigheders Statusrapport 2014/2015 – Handicap fremhæves det at Danmark har store problemer på ADHD området i det “Personer med handicap er stærkt underrepræsenteret på det danske arbejdsmarked. Kun 24 procent af personer med en psykisk lidelse har et arbejde” og ydermere at “Til sammenligning er 77 procent af personer uden handicap i beskæftigelse.”.
Så når 3 ud af 4 med ADHD er på kontanthjælp og ekskluderet fra arbejdsmarkedet (og det dertil hørende sociale liv) er det jo ikke så svært at se hvor fordomme kommer fra. Samtidigt er det en enorm socioøkonomisk byrde for samfundet da ca. 60% af de ca. 146.000 danskere der er på kontanthjælp, udgøres af vi med ADHD.
Det svarer til at ca. 87.000 ADHD’ere er på offentlig forsørgelse, og alene deres kontanthjælp beløber sig til ca. 9 mia. kr om året i direkte støtte. Hvis man så lægger alle de indirekte omkostninger som vi med ADHD koster samfundet grundet misbrug, kriminalitet, skilsmisse, arbejdsløshed osv. så taler vi her om et svimlende beløb, som jeg ikke engang vil forsøge at regne ud.
Det er som om at der er frit lejde til at udstille, latterliggøre, nedgøre, tryne og forskelsbehandle, vi med ADHD i det offentlige rum, men er det i orden? Ikke efter hverken min egen personlige mening, almen dannelse, dansk lovgivning, og ej heller i følge FN’s Institut for Menneskerettigheder. ADHD er et HANDICAP og skal mødes med samme forståelse, anerkendelse og respekt som et hvilket som helst andet handicap. I USA ville det skabe ramaskrig i offentligheden hvis de oplevede at man behandlede mennesker med et handicap, på den måde vi gør med ADHD i Danmark.
Jeg har i hele mit liv, studeret på lige vilkår, arbejdet på lige vilkår og betalt min skat på lige vilkår med alle andre, så hvorfor skal jeg så behandles anderledes, blot fordi jeg er blevet 43 år og diagnosticeret med ADD? Nu mødes jeg med en tvivlen på sandfærdigheden af det jeg siger, fordi de færreste i det offentlige system tror på min livshistorie og jeg har sågar måttet fremvise mine årsopgørelser for en 10-årig periode hvoraf det fremgår at jeg rent faktisk har betalt, hvad der svarer til 50 års kontanthjælp, i personlig skat, før de tror på hvad jeg fortæller.
Gudskelov er jeg ikke så let at kyse, så det eneste der sker er, at jeg først bliver rigtigt motiveret til at gøre noget for at sikre at andre i lignende situation, ikke skal opleve det jeg har oplevet. Derfor står jeg nu frem og fortæller min historie i mit nye foredrag.
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!