Tryk på ANDERKENDELSES-knappen – hvorfor ‘pyt-knappen’ ikke virker!

Som forælder til et barn med en udviklingsforstyrrelse er man ofte på overarbejde. Det kræver ufatteligt meget energi at kæmpe for sit barns trivsel og at det får de rette rammer.

PYT = ansvarsfralæggelse?

Jeg bliver en smugle træt, når jeg hører om ‘pyt-knappen’ og robusthed. Som om at de to ting går hånd i hånd.

Der er en misforståelse af, hvordan pyt knappen bruges og hvad robusthed er. Pyt-knappen er blevet voldtaget fra mange faggruppers side og bruges i dag som værende en knap børn skal trykke på, når fagpersonerne omkring børnene, ikke formår at have empati eller tilstrækkelige pædagogiske værktøjer.

Hvornår kan man bruge PYT?

Måske man skulle have regler for, hvornår man skal tale om at bruge pyt-knappen og hvornår man kan begynde at introducere pyt-knappen for de helt små. – som når man taber/vælter et glas mælk eller at man har fået en plet på trøjen efter at have spist sin madpakke. Og Ikke! Når: man er blevet slået af den samme dreng, gang på gang på gang, dag efter dag i skolen. Eller er blevet ydmyget foran sin klasse, eller når man har svært ved at læse, fordi man er ordblind. Eller når man ikke er blevet troet på af den vokse. Der skal man ikke ,,bare sige pyt”!

Ovenstående var virkelighed for mit barn, trods at han udredes for ADD, en ikke hyperaktiv ADHD, så blev han bedt om at sige pyt til alt og stemplet som en der ikke havde en pyt-knap og manglede robusthed.

Vi er alle forskellige, husk det!

Min personlige robusthed kan være milevidt fra hvad en andens robusthed er. Ligesåvel er mine svagheder anderledes end en andens. Skal man virkelig i dagens Danmark, være robust nok til at kunne modtage slag og spark fra sine klassekammerater og aldrig føle sig anderkendt eller troet på når man taler med de voksne? Er det at være robust?

Men hvordan lærer vi så vores elskede børn at sige pyt?

Det gør vi ved at anderkende dem og de følelser de har. Så når de spilder mælk, så sige pyt og hjælpe med at tørre op. Vi skal anderkende dem i situationer som, er for dem, helt urimelige, også selvom at de måske kunne have taklet det anderledes. Vi skal korrigere deres tankegang, når vi som voksne og erfarne mennesker, kan se at dette skal barnet lærer at sige pyt til.

Vi får ikke robuste børn af, konstant at bede dem om at sige pyt. At bede et barn om det hver evig eneste gang, der får vi børn, som hverken føler sig set, hørt eller anderkendt. Når vi mennesker ikke oplever at blive set, hørt eller anderkendt, så går det ud over vores selvværd og selvtillid. De to ting, selvværd og selvtillid, det er der vi finder vores robusthed. Så når de “voksne” og “kloge” siger at vores barn mangler robusthed, så burde de måske kigge sig selv i spejlet og spørge sig selv om, i hvilket omfang, de har pådraget barnet en manglende robusthed.

Udskift PYT med anerkendelse

Pyt-knappen er lige så personlig som ens personnummer. For jeg kan sige pyt til ting, som du måske ikke vil kunne. Så hvem skal diktere hvad min pyt-knap virker på? Samtidig har et barn, med en eller flere diagnoser, grundlæggende et andet ‘styresystem’ end en neurotypisk hjerne. Så de har ikke brug for en pyt-knap. De har brug for at vi voksne har en ANDERKENDELSESKNAP!!!

/Kaosmor

Ametyst1982’s kommentar

Det er så individuelt, hvad der vælter verden og for os med ADHD og/eller autisme kan der være ting, der for neurotypiske virker som små ubetydelige detaljer. Når de “små ubetydelige detaljer”, der føles som verdens undergang, bliver mødt med et PYT, så bliver man ramt dobbelt.

Man efterlades i en følelse af skyld, skam og indre kaos. Når man bliver børstet af med et PYT, er det som at blive råbt ind i hovedet, at “DU ER FORKERT!”

Forældre til børn med diagnoser falder på stribe med systemstress og overbelastningsreaktioner, børnene får lavt selvværd og selvtillid.

Statestikken viser tydeligt, at det egentlig ikke går, os med diagnoser, ret godt i voksenlivet og min umiddelbare tanke er:” No shit Sherlock, hvorfor mon?”