Har mit barn ADHD ? - Dette spørgsmål stiller mange forældre sig selv. Denne artikel har til formål at hjælpe dig på rette vej ...
Har mit barn ADHD ? – Dette spørgsmål stiller mange forældre sig selv. Denne artikel har til formål at hjælpe dig på rette vej …
ADHD: Har mit barn ADHD ? – Dette spørgsmål stiller mange forældre sig selv, særligt efter en ferie hvor man har været sammen 24/7 i lang tid. Der er nogle helt klare indikatorer (og nogle faldgruber) som man kan se efter, i sit barns adfærd. Denne artikel har til formål at hjælpe dig på rette vej …
Hvad er ADHD?
ADHD er en neuro-psykiatrisk, medfødt og kronisk lidelse. Den er enten nedarvet via gener fra forældre (ca. 70%) eller via det man kalder for en neuro-biologisk forurening under svangerskabet eller i barnets 3 første leveår (ca. 30%).
BEDSTEFORÆLDRE: Se hele forklaringen her
Da ADHD er den, vel nok, mest arvelige genetisk lidelse vi kender til (langt mere end f.eks. diabetes), så er det helt normalt at mindst én af forældrene også selv har ADHD, og at mindst én af bedsteforældrene ligeså.
Selvom ADHD kaldes for en “Opmærksomhedsforstyrrelse” så er det et navn der ikke blot er meget misvisende, det er også direkte stigmatiserende. ADHD er ikke en opmærksomhedsforstyrrelse, men derimod en udviklingsforstyrrelse i den fysiske hjerne.
Al erfaring viser, at et barn med ADHD har ca. 30-40% forsinket, fysisk udvikling, af flere dele af hjernen.
BEDSTEFORÆLDRE: Se hele forklaringen her
Det påvirker i særlig grad barnets såkaldte ‘Executive Age’ hvilket er det faglige udtryk for den modenhed som en person har, rent kognitivt.
Typisk kan man tage et barns alder og slå op i en lærebog og se hvilke kognitive og sociale kompetencer et alderssvarende barn burde have, sådan gennemsnitligt.
Når man er født med ADHD betyder dette dog at vi, grundet vores fysiske udviklingsforstyrrelse, oplever at et barns ‘Executive Age’ er langt fra alderssvarende.
En nem tommelfingerregel er at tage barnets fysiske alder og trække 30% fra, f.eks. hvis dit barn (med ADHD) er fysisk 10 år, så har det en reel modenhed på forskellige områder, typisk impuls -og selvkontrol, der svarer til det man kan forvente af et barn på fysisk 7 år (uden ADHD).
BEDSTEFORÆLDRE: Se hele forklaringen her
og forklaringen hvorfor medicin er nødvendigt:
Det er derfor meget vigtigt at man som pårørende til et barn med ADHD, forstår at barnet på trods af sin fysiske alder, rent faktisk er svært tilbage i sin udvikling på visse kognitive områder.
BEDSTEFORÆLDRE: Se hele forklaringen her
Det betyder ikke at barnet er uintelligent, intelligens og ADHD har INTET med hinanden at gøre! Men det påvirker de krav man kan stille til barnet og det er her ‘al balladen opstår’.
Når vi tager et barn på fysisk 7 år og sætter det ind i en børnehaveklasse med andre 7-årige, så svarer det til at vi sætter et 4-årigt barn ind til børn som er væsentligt mere modne, særligt på impuls -og selvkontrol, f.eks. på det at dele legetøj, vente på tur, modtage en kollektiv besked, samt udvise alderssvarende social empati og indlevelse i andres følelser og behov.
Da ADHD er en fysisk betinget, psykisk lidelse, så er det tvingende nødvendigt at få barnet korrekt udredt, gerne så tidligt som muligt.
I USA er man begyndt at stille diagnosen helt ned til 4 års alderen, da man nu ved at hvis man ikke kommer meget tidligt igang med støtteforanstaltninger (især medicinske), så risikerer man at barnets adfærd ‘låser sig fast’ i negative og destruktive mønstre, som for over 60% af børnene betyder, at de udvikler en tillægsdiagnose kaldet ODD.
BEDSTEFORÆLDRE: Se hele forklaringen her
Da ODD, modsat ADHD, har en ‘psykosocial miljømæssig komponent’, hvilket betyder på klart dansk at både forælderen og barnet har ubehandlet ADHD, som i denne kombination betyder at forælderens inkonsekvente opdragelse (grundet depression, misbrug, socialt miljø osv.) påvirker barnets symptomer og dermed forstærker barnets symptomer på ADHD, hvilket så igen påvirker forælderens egne ubehandlede symptomer på ADHD, og så kører karusellen.
Nu vi er ved det, så lad os lige dræbe de mest gængse myter og misforståelser, én gang for alle:
[list5]ADHD er medfødt. Man kan ikke ‘få’ ADHD af hverken kost, sukker, TV, computer, iPad, ‘dårlig opdragelse’ eller forkælelse![/list5]
[list5]Fiskeolie virker ligeså godt for børn med ADHD, som det gør for børn uden ADHD. Der er ingen videnskabelig evidens for at det har nogen signifikant indflydelse på ADHD og dets symptomer. Mindre end 5% har en dokumenteret positiv effekt af det, men det skader ikke, så giv bare dit barn fiskeolie, det er sikkert godt for så meget andet.[/list5]
[list5]ADHD findes og er videnskabeligt bevist og godkendt af WHO og FN som værende en psykisk lidelse, der giver svære sociale handicap, i mødet med samfundets normer og krav. Derfor er ADHD også beskyttet med de udvidede menneskerettigheder som FN’s Handicapkonvention har udstukket.
Danmark har underskrevet denne konvention i 2006, men har endnu ikke ‘formået’ at indføre den i gældende lovgivning, fuldt ud, hvilket betyder at vi med ADHD i Danmark lever med stærkt forringede rettigheder, set i forhold til andre lande, specielt i forhold til USA.[/list5]
[list5]ADHD er meget udbredt i familier, typisk i flere led bagud, da arveligheden af ADHD genet er blandt de højeste man kender til, selv mere end diabetes og kræft![/list5]
[list5]ADHD er, ligesom diabetes, en fysisk medfødt lidelse der, ligesom diabetes, kræver medicinsk hjælp udefra, for at mindske symptomerne på lidelsen. Ingen person ville nogensinde nægte at give et barn med diabetes den insulin som det behøver, men fordi ADHD medicin indeholder et stof som hedder amfetamin, som er kendt i samfundet som ‘speed’ og bruges som euforiserende rusmiddel, så har mange velmenende idioter fået blandet tingene sammen og er dybt forargede over at man ‘vil give narko til et lille barn’.[/list5]
[list5]OG så lige for at slå det fast med syvtommer søm: ADHD er ikke forbundet med ‘dårlig opdragelse’, man kan ikke ‘give sit barn ADHD’ ved at være en skidt forælder. Det er fysisk umuligt, da det er genetisk eller biologisk betinget og studier af tvillinger viser at der i 0 ud af 43 studier har kunnet påvises en sammenhæng mellem opdragelse og ADHD. Tillægsdiagnosen ODD er derimod 50% ADHD og 50% socialt miljø (opdragelse, skole, familie, misbrug, nabolag, venner osv osv osv). Så du kan altså ikke få et barn med ADHD, uden at du enten har det selv, har en forælder med det eller har været udsat for en biologisk forurening under graviditeten, f.eks. alkohol, rygning, stoffer, infektion eller tungmetaller).[/list5]
Det som disse ‘ignoranter’ (og her maler jeg med meget bred pensel) som kan findes i både Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Psykiatrien, Almen Praksis, psykologien, pædagogikken og ikke mindst i medierne og den såkaldte ‘alternative behandling’, ikke forstår er, at amfetamin ikke virker euforiserende på et barn med en fysisk udviklingsforstyrrelse som ADHD, men derimod positivt påvirker hjernens produktion af en neurotransmitter der hedder Dopamin.
Når man har ADHD, så er man født med et kronisk lavt niveau af Dopamin, forestil dig at dit barn kun producerer omkring 25% af det normale niveau hos alderssvarende børn.
Dopamin er hjernens ‘belønningsstof’ som har til formål at belønne os for god adfærd, f.eks. at jage efter mad, passe på vores afkom og ikke mindst for at sikre artens overlevelse via kontinuerlig parring.
Når man er født med et lavt niveau af Dopamin, betyder det at det kræver en ekstra, ekstra, ekstra stor indsats at få sin ‘belønning’ fordi hjernen ikke har nok af stoffet til at ‘spilde’ på alt andet end de mest kritiske overlevelsesbehov.
BEDSTEFORÆLDRE: Se hele forklaringen her
Det er her amfetamin kommer ind i billedet.
Når man giver amfetamin til en hjerne med ADHD, så er det eneste der sker, at hjernens produktionssystem bliver ‘boostet’ til at producere mere Dopamin, således at vi kommer op på mellem 75-90% af det normale niveau.
Det bevirker at vi pludseligt har mere styr på vores sanser, vores hæmning, vores indre og ydre dialog, vores forståelse af langsigtede konsekvenser og at vi kan ‘udskyde vores umiddelbare behov’ for dermed at opnå en større fremtidig gevinst, end vi ville få ved at bare handle – her og nu.
Da vores medfødte niveau af Dopamin er meget lavt i udgangspunktet, så kan vi ikke ‘kommer over 100%’ og dermed udebliver den euforiserende virkning af amfetamin, i vores hjerne.
Den bedste indikator for om man har ADHD eller ej, er om man reagerer med eufori hvis man tager ADHD medicin.
Gør man det, så er der noget andet som er årsagen til ens kvaler og ikke ADHD, da vi oplever det komplet modsatte, nemlig en velsignet ro i hovedet, bedre impuls -og selvkontrol, større tålmodighed med at vente på tur, dele legetøj og tid nok til at forstå at andre mennesker også har behov og følelser.
Hør her hvordan voksne forklarer at medicinen virker – set og følt -indefra: Uddrag fra (lyd)bogen Diagnoser
BEDSTEFORÆLDRE: Se hele forklaringen her
Så helt kort “ADHD er hjernens diabetes, og præcis som diabetes kræver sin insulin, så kræver ADHD sin amfetamin. Sværere er det ikke, fat det nu!’
Nå ja, og så lige den med at ‘ADHD medicin har farlige bivirkninger og ingen kender dets langvarige effekt’, som jo er tidens modeord.
Det er noget sludder og ævl, for i USA har man dokumenteret brugen af ADHD medicin i deres rigide receptsystem, hvor der igennem de seneste knap 60 år er opsamlet uanede mængder data og har finder man ingen evidens for at det giver nogle langsigtede bivirkninger, overhovedet!
Det afholder dog ikke danske såkaldte ‘forskere’ fra at mene det modsatte og sætte en skræk i livet på forældre især, og skabe usikkerhed i samfundet generelt, af lidet noble og uetiske årsager, efter min mening.
BEDSTEFORÆLDRE: Læs hele artiklen om hvorfor jeg mener dette!
I 2016 har selv Lægemiddelstyrelsen, i en stor undersøgelse af ADHD medicin, entydigt konkluderet at ‘der ingen alvorlige bivirkninger er, udover dem der står på indlægssedlen og at der ikke er evidens for at det giver nogen risiko for andre bivirkninger, på længere sigt, såfremt man følger anvisningerne og er opmærksom på evt. forudeksisterende hjertekarsygdomme’.
På trods af det, så kommer der jævnligt danske studier (lavet af psykologer) som hævder at vi ikke ved nok om medicinens effekt og virkning, til at kunne fastslå om det virker eller ej og da alle studier er af kort varighed, så kan man ikke stole på deres resultater. Jeg har skrevet en lang artikel om dette, som du kan finde på min blog, hvis du læser her: “Fortæller danske forskere sandheden?”.
Pædagogik kan støtte en adfærd der er præget af ADHD symptomer, men den kan hverken tøjle symptomerne eller behandle barnets indre egentilstand, da den er 100% afhængig af neuro-kemi (jvf. Dopamin). I Danmark har vi en lang tradition for socialpædagogik og det er en rigtig god ting, på nær når vi ikke forstår at ADHD er en FYSISK lidelse, ikke en ADFÆRDSFORSTYRRELSE!
Man kan ikke påvirke hjernens neuro-kemiske balance af Dopamin (i den grad det behøves i hvert fald) med pædagogiske værktøjer.
Det svarer til at ville droppe insulin til en diabetiker og udelukkende styrer lidelsen via adfærdsterapi og kost, hvilket jo er ligeså urealistisk i praksis, som det ville være at forbyde sit barn at gå til børnefødselsdag og spise det samme som alle de andre, ikke?.
Derfor er Inklusion i folkeskolen en monumental fiasko for børn med ADHD, da alle ressourcer går på at ‘inkludere’ et barn med ADHD på fysisk 7 år, men med en modenhed som en 4-årig, i en klasse med alderssvarende børn, og så stille de samme krav til begge grupper, blot understøttet af pædagogik for barnet med ADHD, men uden forståelse af det fysiske behov for medicin, som er grundlaget for AL fremtidig adfærds -og socialpædagogisk arbejde!
Uanset om man kan lide det eller ej, så må alle parter, særligt jer bedsteforældre, altså lære at accepterer at medicinen ikke er et tilvalg fordi man ikke orker at opdrage sine børn, men rent faktisk fysisk nødvendigt, præcis som insulin. Lad være med at lade jer forføre af avisoverskrifter, alternative behandlere, Scientology og psykologerne/pædagogerne som ikke har forstået hvad ADHD i virkeligheden er og medfører, lov mig det, OK!?!?!
Det er grænsende til børnemishandling at fornægte et barn med ADHD (og middel til svære symptomer) at få sin ‘insulin’. Det ville du da aldrig gøre med dit barn med diabetes, vel? Så lad venligst være med at begå denne fejltagelse for dit barn med ADHD!
BEDSTEFORÆLDRE: Se hele forklaringen her
Det sørgelige er, at det er vi faktisk ikke! Vi har nogle af de førende forskere i verden indenfor ADHD, når vi ser på konsekvenserne af at leve med (ubehandlet) ADHD.
En af de bedste er Prof. Søren Dalsgaard som ved alt om hvad det betyder at leve med ADHD, set ud fra en epidemiologisk vinkel. Det er bl.a. ham der har påvist at børn med ADHD, der ikke får medicin, har 43% flere ulykker og besøg på skadestuen, end børn med ADHD, der får medicin!
Han har også påvist at blot det at leve med ADHD medfører en overdødelighed på 50%, set i forhold til samfundet bredt set. Det skyldes ‘for tidlig og unaturlig død’ grundet risikobetonet adfærd, misbrug, depression og selvmord, samt livsstilssygdomme som rygning, diabetes og dårlig kost.
I USA er man mindst 10 år forud på viden om ADHD og det gælder både i forskning, behandling, medicin og terapi. Jeg er selv blevet udredt i USA og kender til deres system, ganske indgående og er dybt frustreret over hvor dårlige vi er i DK (Læs: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen) til at tilegne os ny viden og praksis, medicin og terapi.
Dette bunder dels i politik, penge, kampen mellem psykologien og psykiatrien, samt hele det pædagogiske område og det sociale område.
Man har valgt at lukke øjnene for realiteterne og lader således op imod 60.000 børn gå rundt med ubehandlet ADHD, som vokser op til at blive en af de 140.000 voksne med ADHD, der må overleve på offentlig forsørgelse fordi hverken uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet er tilpasset til vores handicap, på nogen måde.
Havde man tilbudt døve og blinde samme vilkår, var det endt med revolution, men vi med ADHD er så vant til at ‘få skylden for alt det dårlige’ så vi er skolet til ikke at stille for mange krav og slet ikke brokke os, for ‘det er jo vores egen skyld at vi ikke kan klare os på lige vilkår, for vi kunne jo godt, hvis vi virkeligt ville, ikke?’
Så når vi neglierer behandling i barndommen, så skaber vi kriminelle unge med misbrug, overdrevent sexuelt behov, kort tidshorisont og de ender som fraskilte forældre til børn som de har fået inden de fyldte 20 år, uden uddannelse og for 40% af de indsatte i de danske fængslers vedkommende – i spjældet! Læs mere om dette her: 40% af de indsatte har ADHD
Hvis man da ikke er en af de ‘heldige’ der har fulgt statistikken og er død inden man fyldte 43 år, som der er 3 gange større risiko for, når man lever med ubehandlet ADHD.
Men medierne og de alternative behandlere har alt for travlt med at udnytte vores situation til at føle et medansvar for vores livsvilkår, de tænker kun på hvordan de kan sælge aviser eller ‘kost-tilskud’ som kurerer ADHD.
Politikerne er f….ing ligeglade med os, for vi er jo et tavst mindretal som ikke har nogle ressourcer som de kan bruge til at blive genvalgt via.
Psykologerne har travlt med at sikre deres job, ved at vi kan gå i endeløs terapi, ved at være modstandere af ‘dén dér forfærdeligt farlige ADHD medicin med alle de alvorlige bivirkninger på lang sigt’, en sang som de så kan synge i kor med pædagogerne og de børnepsykiatere der er imod psykofarmaka til børn.
Når selv landets fungerende Justitsminister kan sidde på nationalt TV og diskriminere “unge mænd med ADHD” og stemple dem som potentielle terrorister, fordi de kommer fra et hjem hvor ‘moren ikke helt har styr på tingene og faren banker dem dagligt’, som Søren Pind udtalte i Go’ Morgen Danmark, efter terrorangrebene i Paris, så er det sgu ikke så svært at forstå at resten af samfundet vil skide os et stykke og blot bruger os som det dårlige eksempel og som prygelknabe for alt muligt, relevant og irrelevant, i en stor pærevælling!
Det betyder helt konkret, at de er født i et ADHD u-land, hvor uvidenhed, stigmatisering, diskrimination og social ringeagt, er det som de kan se frem til. Hårdt og direkte, ja men der er altså sådan vores virkelighed ser ud lige nu, og vil fortsætte med at se ud, hvis vi fortsætter ud af samme sidespor.
For 10 år siden blev ca. 3.000 børn diagnosticeret med ADHD, om året, et tal som i 2016 var faldet til 125 børn i alderen 0-19 år. Jeg gider ikke engang regne det procentvise fald ud, for enhver idiot kan jo se at der er tale om en total nedlukning for nye diagnoser til børn, så ignoranterne har vundet, desværre.
Vi kommer til at spilde endnu en generation på 50-60.000 børn om året, som blot ofres på bålet og så senere kan blive et problem for nogle andre i samfundet, end kommunen, skolesystemet og børnepsykiatrien i dag.
I morgen er det retsvæsenet, kriminalforsorgen, politiet, statsamtet og de kommunale jobcentres problem, hvilket ingen politiker har nogen interesse i at gøre noget ved, for de tænker kun i 4 års perioder og så er det jo altid bedre at give skattelettelser til husejerne, fremfor at sikre vores børns fremtid, på lang sigt, ikke?
Det nuværende system koster samfundet ca. 30 mia. kr. ifølge Mai Mercado (minister), men det er et meget lavt sat bud, for mine egne beregninger (på samme tal) tyder mere på at prisen er omkring 60 mia. kr., hvis man tager den manglende skatteindtægt, udgifter til kriminalforsorgen, retsvæsenet, SSP, psykiatrien og alt det andet, med.
Nu handler alt om at spare og om Inklusion, så PPR er en farce som kun har til opgave at spare på de støttetimer og udgifter der er forbundet med børn med f.eks. ADHD.
På kommunerne sidder de og afviser alle ansøgninger om tilskud til løn for forældre med børn med ADHD, afviser støtte til aflastning, støtte til hjælpemidler og ikke mindst støtte til skolerne for at yde den nødvendige service til vores børn.
Din bedste mulighed for at hjælpe dit barn er, efter min mening, at stille dig op i koret af vi der råber og skriger op med ‘HAN HAR JO IKKE NOGET TØJ PÅ!!!’, så vi kan få nogen i tale der har en horisont der strækker sig udover de 4 år til næste valg.
De sundhedsprofessionelle som jeg taler med, er ligeså frustrerede som vi er, det samme gælder socialpædagogerne, jobcenter konsulenterne, skolelærerne og alle de andre som skal forsøge at skabe en værdig tilværelse for deres ‘kunder’, under urimelige vilkår fra deres arbejdsgivere!
NEJ, det er en dårlig løsning (og en joke, hvis du skulle have misset min ironi), for den bedste løsning er at lære alt du kan om ADHD, både din egen og dit barns, din partners, dine forældres og dine bedsteforældres.
Med den viden kommer forståelse, anerkendelse og respekt og det er alt hvad der skal til for vi kan skabe en bedre fremtid for alle vi 280.000 danskere, der lever med ADHD (og hvor blot 15% får medicin og under 1% får psykoterapi).
Ved at skabe gode rammer i hjemmet, kan vi kæmpe for bedre resultater i samfundet, men vi bliver nød til at hjælpe os selv først, så vi kan få brudt den negative sociale arv og få behandling, så vi kan få et stabilt fundament at arbejde fra.
Som i flyet, skal man huske at tage sin egen maske på først, inden man giver sit barn deres på og det samme gælder her, for man kan ikke behandle et barns symptomer på ADHD isoleret set, hverken med medicin eller pædagogik, det er altid et samspil med forældrenes egne symptomer og om hvorvidt de er blevet behandlet korrekt med den rigtige medicin og psykoterapi i kombination.
Når vi så har fået ‘ro på bagklappen’ så er næste skridt at vi tager roret og begynder at engagere os i vores lokalpolitik, skolepolitik og stiller dokumenterede krav til samfundet, som der er videnskabelig evidens for er dét, der skal til for at lykkedes med langsigtet behandling af ADHD.
Der findes fremragende løsninger allerede og det er lige til at gå igang med, hvis altså man kan få overbevist magthaverne om at det vil spare mange penge i fremtiden, men koste en investering nu.
Vi har sågar en ‘ADHD Handleplan 2012’ som har ligget i skuffen og samlet støv i 5 år nu, fordi kommunerne ikke har råd og staten ikke vil betale for den.
Hej, jeg hedder Peter og er 45 år gammel.
Jeg er født med ADHD og har levet med ADHD i 40 år, uden en diagnose fordi jeg voksede op i 1980’erne hvor diagnosen ikke fandtes og derfor blev jeg først udredt i forbindelse med en stress-relateret depression som 40-årig.
Før min depression har jeg lavet en masse forskellige ting, haft en masse ‘fine’ stillinger, været selvskabt millionær og boet i Bel Air i Los Angeles en tid. Det kan du læse meget mere om i mit oplæg til mit foredrag “Fra Bel Air til bistand“.
Siden da har jeg brugt 5 år på at sætte mig ind i alt om ADHD, både fysiologisk, psykologisk og psykiatrisk, samt hvad det betyder for vores sociale liv og for vores plads i samfundet.
Da jeg (heldigvis) også er autist, så har jeg haft rimeligt godt styr på det med de mange detaljer fra både videnskaben, pædagogikken, det psykosociale og rent praktiske, og det er det som jeg bygger mine artikler på.
For tiden arbejder jeg på en ny bog, for og om, voksne med ADHD, da der ikke findes noget på dansk om dette emne og det mener jeg er en stor mangel, hvorfor jeg har sat mig for at skrive en let-tilgængelig, dog videnskabelig bog om emnet. Mere om det projekt, efterhånden som jeg kommer nærmere en afslutning.
Jeg har som sagt selv ADHD, med tillægsdiagnoser på angst, depression og HFA (autisme), så jeg kender det hele indefra.
Jeg har ingen børn, men har selv været et barn med ubehandlet ADHD så jeg ved godt hvordan det føles og hvilke kvaler det giver.
Jeg har været velsignet med en ‘omgangskreds’ af online venner som alle har stor indsigt i ADHD, fra mange forskellige vinkler, samt en fantastisk opbakning fra bl.a. Prof. Poul Videbech som ved alt om depression og er Danmarks førende forsker indenfor depression, og i dag ansat på Psykiatrisk Center Glostrup, og Prof. Søren Dalsgaard som ved alt om statistik indenfor ADHD og er anerkendt over hele verden for sit fantastiske forskningsarbejde med at afdække de mere skjulte konsekvenser af livet med ADHD.
Samt ikke mindst, Dr. Russell A. Barkley, PhD. som er verdens absolutte ekspert på ADHD og har skrevet mere end 20 bøger om det, lavet mere end 200 videnskabelige studier og er redaktør på ‘ADHD Handbook’ som er defacto standard for udredning og behandling for ADHD udenfor EU, hvor han sammen med mere end 50 af de førende internationale forskere har fremlagt deres viden, erfaring og evidens for hvad ADHD er, hvordan det behandles og hvorfor!
Udover at være en blændende formidler, så er han også en utrolig rar og hjælpsom mand, der er absolut ligeså imødekommende, som han virker på alle sine mange videoer fra hans foredrag. Han var den første forsker der tog mine henvendelser seriøst og tog sig tid til at give mig både fyldige svar og stor opbakning i min kamp for vores ADHD sag, her i Danmark.
Jeg kan personligt kun takke ham for hans mere end 40 år som aktiv forsker, behandler, forfatter og foredragsholder indenfor ADHD området. Han mistede sin egen tvillingebror til ubehandlet ADHD, da han blev dræbt i en solo trafikulykke, så han kender alt til ADHD på nærmeste hånd, både gennem deres opvækst og hans senere studier på området for netop ubehandlet ADHD og trafiksikkerhed.
Han er samtidigt også rådgiver for verdens største patientorganisation for familier med ADHD, CHADD.org som har mere end 12.000 registrerede medlemmer i USA. Derudover har de mange millioner med ADHD fra resten af verden (mig selv inklusiv), som følger med i deres arbejde og bidrager til det, via bl.a. deres mange fremragende fora.
Så om du vælger at lytte til mig eller ej, det er helt din egen sag, min rolle er blot at sige det som det er, så kan du bruge det hvis du vil eller lade være.
Men lov mig at du giver mig ‘credit’ nok til at stole på at jeg har fakta-tjekket mine kilder og ved hvad jeg taler om, hvad enten vi er enige eller ej 🙂
Jeg håber at dette har hjulpet dig lidt i din søgen efter viden om ADHD.
[fblike]
/ADDspeaker
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!