ADHD: Siden 2015 har vi her hos ADDspeaker kæmpet for at oplyse samfundet om hvad ADHD er, gør og - i virkeligheden - betyder for de 300.000 danskere med ADHD.
ADHD: Siden 2015 har vi her hos ADDspeaker kæmpet for at oplyse samfundet om hvad ADHD er, gør og – i virkeligheden – betyder for de 300.000 danskere med ADHD.
Set i lyset af den massive medieopmærksom omkring ADHD, især omkring ADHD-medicin kontra pædagogiske og psykosociale tiltag, har jeg gentagne gange forsøgt at formidle den videnskabelige evidens til journalisterne, samt forsøgt at forklare den ideologiske magtkamp der ligger bag den mange sensationsskabende overskrifter.
“Hovedbagmanden” bag den seneste bølge af hetz imod ADHD er Ole Jakob Storebø, der sammen med Pernille Darling Rasmussen og Nina Tejs Jørring i de seneste år har kæmpet for at få deres “Sociale færdighedstræning”, “Forældretræning”, “Narrativ Familieterapi”, gennem deres nu ti år lange ideologiske kamp for miskreditere al forskning om ADHD til fordel for deres “pædagogik og psykosociale tiltag”.
Her er et udpluk af titlerne på deres publicerede studier siden 2012:
Lars Igum Rasmussen, der er Sundhedsredaktør hos Politiken, beskriver de såkaldte “fakta” som ligger til grund for den “indsigt” som manden bag avisens hetz imod ADHD-medicin og til fordel for pædagogiske og psykosociale tiltag :
Lad os lige gå hans fakta igennem ….
… men en udviklingsforstyrrelse, hvor personen har svært ved at koncentrere sig, er hyperaktiv og impulsiv …”
Korrekt, ADHD er ikke en sygdom, det er en lidelse. Forskellen mellem en sygdom og en lidelse er, at man – potentielt – kan blive helbredt for sin sygdom – hvorimod man ikke kan blive helbred for sin lidelse.
Korrekt, ADHD hører til under den diagnostiske gruppe – Neuroudviklingsmæssige forstyrrelser – i ICD-11, som beskriver disse således:
Forkert, ADHD handler – ikke – om at “personen har svært ved at …“! ADHD er en genetisk betinget, medfødt neuroudviklingsmæssig forstyrrelse der grundet en defekt i selve udviklingen af den fysiske hjerne, medfører en 30% forsinkelse i udviklingen af den specifikke del af hjernen, hvor funktionen – Hæmningskontrol – har til huse.
Hæmningskontrol er den første og vigtigste Eksekutive funktion vi mennesker udvikler, for uden den, virker intet andet efter hensigten. For at kunne påvirke sin nutid og fremtid, er man nød til at kunne “stoppe op” først, overveje sine muligheder, og først derefter handle.
Da Motorkontrollen, den del der styrer al verbal og nonverbal adfærd ikke er forsinket i sin udvikling, og – burde være – under Hæmningskontrollens kontrol men ikke er det, så bliver både verbal og nonverbal adfærd ikke reguleret som aldersmæssigt forventeligt.
Det synlige resultat af dette er, at personen bliver letafledelig (manglende evne til at abstraherer fra opgave-irrelevante stimuli), samt hyperaktiv/impulsiv i både tanke, ord og handling, da der ingen “stop-klods” er – rent fysisk – der kan moderere personens adfærd.
Dét er ikke det samme som at “personen har sværd ved at koncentrere sig …“, vel?
Et barn med medicinsk ubehandlet ADHD på 10 år – har en modenhed på niveau med hvad man forventer af et barn på 7 år – uden ADHD. Denne aldersmæssige forskel på ca. 30% fortsætter frem til omkring 30-års alderen, hvorefter en hjerne med ADHD endeligt er færdig med den fysiske udvikling af selve hjernen. Det betyder blot at hjernen nu ikke vokser længere, men ikke at “ADHD så forsvinder”.
Derfor er det så vigtigt at især børn med ADHD får medicin, da denne medicin neurokemisk forbinder Hæmningskontrollen til Motorkontrollen således at man sålænge medicinen virker, kan regulere sin verbale og nonverbale adfærd.
Det er altså kun sålænge medicinen er virksom i hjernen, at denne regulering af verbal og nonverbal adfærd er mulig. Uden neurokemisk hjælp udefra – kan personen ikke – regulere sin adfærd, da der ingen – direkte – forbindelse er mellem “tanke” og “handling”.
… der hos personer med ADHD øger koncentrationsevnen og tøjler impulsiviteten …”
Forkert, den “typiske ADHD-medicin” er et præparat der hedder Methylphenidat. Methylphenidat er – ikke – en afart af amfetamin. Methylphenidat virker på ingen måde som amfetamin gør. Methylphenidat virker ved at det hæmmer genoptaget af den dopamin som findes naturligt i vores krop, og derved forbliver der mere af den naturlige dopamin tilgængelig. Det er denne “forlængelse af virkningstiden” der er det essentielle og dét som medvirker til at skabe de midlertidige forbindelser mellem Hæmningskontrollen og Motorkontrollen som beskrevet overfor.
Amfetamin virker ved at både hæmme genoptaget af den naturlige dopamin – OG – øge selve produktionen af dopamin – således at der kommer en øget mængde tilgængelig dopamin i hjernen. Hvis man indtager store nok mængder af amfetamin, så vil man som person (uden ADHD) opleve at ens “dopamin-niveau” vil overstige 100% af det naturlige niveau af dopamin, og det er denne effekt som giver en “høj” eller euforisk effekt. Men da personer med ADHD er født med et langt lavere, naturligt dopamin-niveau end folk uden ADHD, så oplever man ikke den samme euforiske effekt ved amfetamin (som rusmiddel) som personer uden ADHD gør.
Dexamfetamin er det medicinske navn for dextroamphetamine som er “en kombination af to syntetiske stoffer med stimulerende virkning på centralnervesystemet. Begge stoffer er ikke-katecholamine, sympathomimetiske stoffer, der øger blodtrykket og forårsager bronkodilatation” som de forklarer det på PubMed.
Som brugt i ADHD-medicin, virker Dexamfetamin på samme måde som amfetamin gør, blot ved meget, meget lavere doser. I ADHD-medicin findes Dexamfetamin i to former, Elvanse (Lisdexamfetamin) og Attentin (Dexamfetamin). Forskellen mellem dem er, at Lisdexamfetamin er en slags “Shake’N’Bake” hvor selve kapslen blot indeholder ingredienser til at danne Dexamfetamin. Denne “produktion” foregår ved hjælp af specifikke enzymer nede i mavetarmsystemet, som blander ingredienserne og laver Dexamfetamin. Attentin er allerede Dexamfetamin i tabletform, så det bliver blot optaget som al anden medicin.
Grunden til at man har udviklet Lisdexamfetamin er, at det 1) giver en længere virkningstid (8-11 timer), og 2) ikke kan misbruges til f.eks. injektion, da kapslens indhold ingen farmakologisk effekt har. Attentin er hurtigvirkende (1- 4 timer) kan derimod misbruges da det indeholder det aktive, virksomme stof i selve tabletten. Derfor er der meget strenge krav til og regler for, hvem der kan få Attentin på recept – også selvom man ingen misbrugshistorik har.
Attentin er særligt brugbart til kvinder med ADHD der normalt får Elvanse, da deres effekt af Elvanse falder betragteligt ved samme dosis som normalt, op til menstruation og de første par dage. Årsagen er, at de enzymer som laver Lisdexamfetamin om til Dexamfetamin nede i mavetarmsystemet, er afhængige af Østrogen og da dette jo falder omkring menstruation, så falder effekten af kvindernes Elvanse i denne periode. Dette løses så ved at man supplerer med Attentin i 2-3 dage menstruation og 1-2 dage efter opstart. Dette er desværre endnu ikke nået ud til de behandlende psykiatere i Danmark endnu, men jeg har skrevet en længere artikel om det som fu kan finde her:
Forkert, ADHD-medicin “… øger koncentrationsevnen og tøjler impulsiviteten …”. ADHD-medicin gør ingenting ved en person med ADHD’s koncentrationsevne eller impulsivitet! Den gør derimod det som jeg har beskrevet ovenfor, den – hæmmer letafledeligheden – som derved – giver mindre distraktion og mere fokus på “opgave-relevante stimuli”. Impulsiviteten opstår ved at man konstant bliver “afledt” af “opgave-irrelevante stimuli” og da ADHD-medicin hæmmer letafledeligheden, ja så falder impulsiviteten sammen med. Så igen, der er altså ikke tale om at medicinen fremmer “noget” – men at den alene “hæmmer” noget, som så medvirker til at personen med ADHD’s funktionsevne bliver mindre dysfunktionel.
… 2009: 7,5 per 1.000 til 2019: 18,0 per 1.000″
Det er ikke så enkelt at få et samlet overblik over antallet af personer med en ADHD diagnose, da der ikke findes nogen offentlig tilgængelig statistik på netop disse. Der findes den såkaldte “ADHD-databasen” som i dag styres af Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram (RKKP), men af en eller anden besynderlig årsag, så kan man kun få adgang til den seneste årsrapport, men ikke til de tidligere årsrapporter, og der findes ej heller nogen statistik der viser disse tal. Så jeg har kontaktet RKKP og bedt om samtlige årsrapporter de har lavet, hvilket jeg har fået, men disse indeholder alene tal for hvorvidt en henvisning er blevet behandlet indenfor behandlingsgarantiperioden eller ej, og jeg har derfor udbedt mig de tal som viser antallet af henvisninger og antallet af udredninger de har foretaget, samt hvor mange af disse der endte med en ADHD diagnose. Desværre har RKKP ikke besvaret mine henvendelser, men har formanet mig om, at jeg ikke må offentliggøre “nogle tal fra rapporterne, uden at de har godkendt dem på forhånd” … så derfor kan jeg ikke be- eller afkræfte Hr. Igun Rasmussens fremlagte tal.
Jeg har dog fundet de officielle tal fra Landspatientregisteret på antallet af børn der har fået stillet en diagnose med diagnosekoderne: DF90.0, DF90.1, DF90.8, DF90.9 og DF98.8C, som er dem man anvender i Danmark under ICD-10. Tallene viser følgende:
Som det tydeligt fremgår, så er der intet system i antallet af “nye” børn der bliver udredt år for år – hvilket i øvrigt er symptomatisk for den danske “ADHD-model” hvor man jo foretrækker “pædagogik og psykosociale tiltag” over alt andet – upåagtet hvad videnskabelig evidens ellers har påvist i de seneste 30 år …
Det fremgår i hvert fald, at netop at skrive “18,0 per 1.000” uden nogen anden forklaring … det er lidt skummelt, i min optik …
Du kan se alle detaljerne i min udregning på billedet ovenfor, men lad os se på dét med “eksplosion i antal børn på ADHD-medicin” fra en mere objektiv vinkel – nemlig ved at se på hvor stor en del af alle børn med ADHD, der får den medicinske behandling som al videnskabelig evidens har påvist – er nødvendig og sikker – på både kort og lang sigt.
Ser vi på selve tallene for hvor mange børn der er med ADHD i alt, efter region, så ser tallene således ud:
Det interessante er tal er ikke så meget at 42% af alle børn med ADHD er medicineret i dag – men derimod at 58% – ikke er medicineret …
Så uanset hvordan man kan se store og små udsving i antallet – år for år – så er faktum altså, at 6 ud af 10 børn med ADHD i dag – ikke er medicineret.
Her er hvad du kan læse i Sundhedsstyrelsens National klinisk retningslinje om udredning og behandling af ADHD hos børn og unge i alderen 6-18 år:
Så når Politiken skriver, at “Sundhedsstyrelsen fastslår i sine retningslinjer, at børn og unge som udgangspunkt »altid« skal få ikke-medicinsk behandling efter adhd-diagnose. Medicin »kan i visse tilfælde overvejes« efterfølgende ved manglende effekt af psykologiske og pædagogiske indsatser.” og til føjer “Sådan er den virkelige verden bare ikke.“
Det kan man jo nemt sige, hvis man alene har fokus på de børn som får medicinsk behandling i dag (42%) men helt ser bort fra de 58% der så ikke får medicin, men som har ADHD! Det må enten klare sig helt uden en diagnose fordi “nåleøjet” fra PPR til Børne- og Ungepsykiatrien år efter år bliver mindre og mindre, af både ideologiske og økonomiske årsager – og ikke som Politiken her antyder, at det er fordi man hellere vil bruge pengene på medicin og spare på pædagoger og psykologer.
Som sagt så kan jeg ikke få de nøjagtige tal omkring henvisninger, udredninger og antal nye diagnoser, år for år, men hvis jeg skal gå efter udvikling på antallet af nye børn på ADHD-medicin som en indikator, så ser tendensen således ud:
Derfor kan overskrifter som disse i Politiken godt gå hen og blive kilde til mere forvirring end oplysning om virkeligheden for børn med ADHD. Se her hvad 2 af landets førende ADHD-fageksperter udtalte til Politiken i deres debatindlæg 13. aprils 2023:
Ole Jakob Storebø, der er seniorforsker ved Center for Evidensbaseret Psykiatri under Region Sjælland, har siden 2012 forsøgt at skabe utryghed omkring effekten og sikkerheden ved brug af Methylphenidat. Med en nærmest religiøs fanatisme har han forsøgt at manipulere med fortolkningen af både sine egne videnskabelige data, men især ved at bruge sin tid på at lave kæmpestore såkaldte Systemiske Meta-analyser, hele to af slagsen, hver på over 900 sider stykket.
Formålet har – officielt – været at påvise at man ikke kunne regne med den eksisterende forskning på ADHD-medicin fra de seneste 60 år, fordi den var af “ringe kvalitet” som han siger i 2015 og gentager her i 2023 hvor hans nyeste studie – sjovt nok udkom samtidigt med de mange overskrifter om ADHD-medicin i Politiken …
Han skriver bl.a.:
Based on teachers’ ratings, compared with placebo or no treatment, methylphenidate:
Jeg har forsøgt at oversætte ovenstående til dansk, men se selv her hvordan der så lyder:
Baseret på lærernes vurderinger sammenlignet med placebo eller ingen behandling, methylphenidat:
Øhhh .. OK … godt så … det giver jo vide rammer for at fortolke de resultater som man nu engang lyster, ikke?
Jeg har skrevet et debatindlæg til Politiken som jeg ikke har fået tid til at indsende til dem endnu, men du kan læse min “kladde” med mine kommentarer her:
Her er i øvrigt hvad Den internationale konsensuserklæring fra World Federation of ADHD skriver som deres anbefaling for medicinsk og ikke-medicinsk behandling:
Denne konsensuserlæring er lavet af 80 forskere indenfor ADHD, fra 28 forskellige lande og 6 kontinenter, samt læst og underskrevet af mere end 400 andre forskere, der understøtter evidensens kvalitet for 208 specifikke “beviser” … så Storebø er oppe imod resten af verden med sit korstog mod Methylphenidat.
Som et morsomt kuriosum kan du her se at Storebø’s egne forskningsresultater i øvrigt er med til at danne grundlag for deres vurdering af ikke-medicinske tiltag:
151. En metaanalyse af 19 parallelle gruppeforsøg med over 1 600 deltagere fandt, at methylphenidat gav moderate til store forbedringer i lærervurderede ADHD-symptomer, lærervurderet adfærd og forældrevurderet livskvalitet. Der var ingen tegn på alvorlige bivirkninger og kun en let forhøjet risiko for ikke-gravide bivirkninger (Storebø et al., 2015).
199. En metaanalyse fandt, at træning af sociale færdigheder for unge med ADHD ikke forbedrede lærervurderede sociale færdigheder (11 undersøgelser, over 1.200 unge), generel adfærd (8 undersøgelser, over 1.000 unge) eller skolepræstationer og karakterer (5 undersøgelser, over 600 unge) (Storebø et al., 2019).
Ja, sådan kan det jo går for selv den mest ihærdige …
Man kan jo vælge at fortolke alle de mange tal jeg har fremlagt her som “modbevis” til hvad Politiken har kommunikeret som værende såkaldt “fakta”, på den måde som man nu selv mener er mest reel – jeg har forsøgt ikke at lade min egen mening skinne igennem – selvom det er super svært for mig, når jeg nu sidder med den brede og dybe indsigt i hvad alt det her i virkeligheden handler om … så jeg håber at du, kære læser, selv vil kunne danne dit eget indtryk og få den indsigt der skal til for at få den fornødne viden til at kunne være “kildekritisk” næste gang du læser Politiken …
/ADDspeaker
Hvis du fortsat har energi, så læg vejen forbi min kritik af den danske Psykiatri og deres brug af “ADD” diagnosekoden – der ikke findes under ICD-10, og som i dag forhindrer os i at få implementeret ICD-11 – medmindre vi bruger 150 mio kr. på at gen-udrede flere tusinde danskere først …
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!