Categories: GenereltMedicin

Den første pille – starten på mit nye liv

I dette indlæg fortæller en 35-årige sen-diagnosticeret kvinde, om sin oplevelse af at tage medicin for sine ADHD symptomer, for allerførste gang. Det er en fremragende beskrivelse af det virvar det skaber, når man pludseligt, efter 35 år, skal begynde at forholde sig til sig selv, på en helt ny måde, og tilmed på alle planer, fysisk, psykisk, følelsesmæssigt og dermed bliver svært udfordret på sin faste overbevisning om, hvem JEG lige i grunden ER ...

I dette indlæg fortæller en 35-årige sen-diagnosticeret kvinde, om sin oplevelse af at tage medicin for sine ADHD symptomer, for allerførste gang. Det er en fremragende beskrivelse af det virvar det skaber, når man pludseligt, efter 35 år, skal begynde at forholde sig til sig selv, på en helt ny måde, og tilmed på alle planer, fysisk, psykisk, følelsesmæssigt og dermed bliver svært udfordret på sin faste overbevisning om, hvem JEG lige i grunden ER …

ADHD: Den første dag, i resten af mit liv …

Det er morgen og mit barn er sendt i skole. Alt omkring mig er kaos og jeg kan slet ikke overskue, at skulle få mit hjem til at ligne andet end en svinesti. Min hjerte hamrer, min nakke spænder, mine hænder ryster og jeg har svært ved at være i min krop. Mine følelser er blandede og flyder ind i hinanden, i et stort virvar. Jeg kan ikke bestemme mig for om jeg er ked af det eller vred. Der er bare noget, der føles forkert og min krop reagerer som om jeg lige har haft et angstanfald.

Jeg flakker mellem forskellige opgaver og kan ikke holde fokus på nogen som helst af dem. Det virker for uoverskueligt. Prøver at se en video på nettet og kan slet ikke fastholde interessen. Jeg tjekker Facebook, mails og går frem og tilbage. De 10 minutter af videoen jeg har set kan jeg ikke huske, så jeg starter den forfra flere gange. Den giver ingen mening og jeg bebrejder mig selv for, at jeg ikke en gang kan finde ud af at se en skide video om ADHD og særligt fordi den viden, der ligger deri, er umådelig vigtig, at jeg får, lige nu.

Rastløs flakker jeg rundt i lejligheden og det fysiske ubehag er voldsomt. Jeg kan høre blæseren på min computer, høre vaskemaskinen køre og vælger at lukke persiennerne ned, selvom der er et fantastisk solskin udenfor, da det skarpe lys generer mine øjne. Det hele er bare for meget, jeg kan ikke rumme at være i mig selv og jeg kan ikke rumme at skulle forlade min trygge hule, min lejlighed.

For at gøre min oplevelse mere letgenkendelig for dig som læser, så har jeg delt den op i 4 forskellige stadier, således at du kan følge med i hvad jeg oplevede, i hvert enkelt af dem …

Forberedelserne …

Jeg beslutter mig for at tage 10 mg Medikinet, der er af hurtigtvirkende slags og ser på klokken og Google’r, hvor lang tid den skulle holde og laver den vurdering, at dens virkning må være ude af kroppen ca. en time før min datter kommer hjem fra skole igen.

Jeg tænder fjernsynet og pakker mig ind i min dyne, så mine sanser bliver skærmet bedste muligt og ligger stille på sofaen i en halv time. Lidt slukøret tænker jeg, at jeg ikke kan mærke pillen. Jeg har ikke en gang madlede, så jeg går ud og tager en ostemad og finder den tidligere forsøgte video med Dr. Barkley frem.

[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=X8UPWc_BSFw[/embedyt]

Opturen …

Pludselig giver det manden siger jo mening, men jeg har jo altså også set den del, i hvert fald mindst 5 gange tidligere, samme dag.

Jeg ligger fuldt koncentreret og ser Dr. Barkley forklare om ADHD og pludseligt falder 10–øren og for første gang nogensinde, så giver det mening, det manden siger! Jeg kan sågar koble ting af det han siger, sammen med tidligere diskussioner jeg har haft med andre voksne med ADHD, og måske er det i virkeligheden, først nu, at jeg rigtigt forstår det han formidler, sådan du ved, for alvor!

Erkendelsen …

En nær ven, der har fulgt min rejse i udredningshelvedet skriver til mig og ringer mig efterfølgende op. Han spørger ind til, hvordan det hele føles og jeg begynder at sætte ord på, hvordan jeg har det. De spændinger jeg havde i nakken er væk, mine skuldre sidder afslappet, mit hjerte banker ikke derudad og den der kropslige angstfølelse er væk. Jeg slapper faktisk af i min krop, min krop er ikke som et fængsel mere, den er bare min krop.

Der er to meget betydningsfulde ting i samtalen med min ven, der får mig til at græde. Jeg bliver for første gang i mit liv, budt velkommen hjem, hjem til der hvor jeg burde have været altid, hvis jeg ikke var blevet født med ADHD, og noget helt fantastisk, og meget, meget ønsket, nemlig, hjem til tryghed.

Denne lille bitte skide pille, denne lille bitte dosis, gør mig klar i hovedet og i stand til at kunne abstrahere fra alle de sansemæssige, følelsesmæssige og, ikke mindst, tankemæssige stimuli, som i 35 år har kørt mig rundt i manegen uden, at jeg har haft hverken styring, kontrol eller forståelse af, hvorfor jeg nu ER som jeg nu engang … ER …

Oplevelsen …

Urets tikken driver mig ikke længere på randen af vanvid, computerens blæser registrerer jeg, dog uden at den genere mig og jeg fniser som en lille skolepige. Den vægt, der før lå så tungt på mine skuldre, føles ikke helst så tung længere, så jeg ser på mig selv, ranke mig op og tillade mig selv at fnise og grine, for første gang, i mange, mange år, ja vel nærmest helt tilbage til min tidligste, ubekymrede del af min barndom!

Den anden ting, der virkelig slår benene væk under mig, på den gode måde, er da han siger:

Sådan som du har det, lige nu, sådan bliver du ved med at have det, resten af dit liv …

Det er nok nogle af de smukkeste ord jeg nogensinde hørt i mit liv, tænk at jeg er kommet hjem og at jeg kan forblive hjemme, det virker nærmest ubegribeligt.

Går rundt i lejligheden og rydder op, det er jo bare små petitesser, der skal fjernes og jeg har et godt overblik. På under 5 min har jeg fået nået det samme, som jeg før gjorde på en time, for tingene bliver lagt på plads og ikke blot flyttet meningsløst rundt. Jeg smiler, jeg griner, jeg fniser og for første gang nogensinde, tror jeg oprigtig på, at det hele nok skal blive meget bedre, nu.

Nedturen …

Jeg begynder at få det underligt, jeg føler mig stresset og får hjertebanken. Min umiddelbare tanke er, at det er en bivirkning af medicinen og så ser jeg på uret og opdager, at medicinens virkning må være ophørt og jeg er tilbage til mine gamle “normale”, stressede, følelsesmæssige – panikagtige egentilstand, som jeg jo desværre kender så godt. I de tre timer, hvor medicinen havde sin virkning, har jeg haft ro både i min krop og i mit sind, samtidigt med vel at mærke, at min lejlighed ser ganske pæn ud og jeg har både skrevet, læst og hygget mig.

Eftertanker …

Selvom jeg er tilbage til min normale egentilstand igen, så føler jeg mig stadig glad og lettet. Pillen virkede, den både havde en god effekt, ingen bivirkninger og ikke nok med det, så ved jeg nu, at jeg rent faktisk, rent fysisk set, har fået beviset på, at jeg ikke blot er en doven, lad og en umotiveret mor, der bare ikke er god, ifølge mine kritikere, men at det skyldes noget fysisk inde i min krop, der gør at jeg er født med en ubalance, og derfor ikke er min skyld, at mit liv har formet sig, som det nu har, på trods af min bedste vilje, motivation og oprigtige ønske om at være bedre til alting, ligesom alle de andre.

Det jeg ved nu, er at jeg snart skal højere op i dosis og at det som jeg nu har oplevet i dag, blot er en lille appetitvækker på resten af mit liv, og tilmed blot begyndelsen på “Eventyret om den bette usikre pige, der til sidst fandt sin rette hylde og endeligt kunne finde sig til rette, i sit spritnye og vaskeægte hjem, fuld af forståelse, anerkendelse, respekt og tilladte omsorg … for sig selv …

[fblike]
/ametyst1982


Hvis du har lyst til at vide mere om “Den Første Gang”, så kan jeg varmt anbefale dig at lytte til dette korte uddrag, på 7 min., der er stammer fra lydbogsudgaven af Peter Brinkmann’s bog, “Diagnoser”.

[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=S2C8V6rJOUQ[/embedyt]


Kommentar fra ADDspeaker …

Den største udfordring, der er ved det at leve med ADHD er, udover symptomerne naturligvis, den emotionelle proces som det at få en diagnose, som voksen, medfører. Husk på at mange af os har levet et helt “normalt” liv i 30 – 40 år, uden at vide at der var noget på færde.

Vi har godt nok bemærket, at vi ind imellem kunne komme i nogle situationer, hvor vores omverden reagerede på os, på en helt anden måde end den vi selv havde forventet.

Det som kvinden her beskriver, er det skifte i ens såkaldte “egentilstand”, som det at indtage ADHD medicin, fører med sig. Vi har alle levet et langt liv, før vores udredning, og har gjort os en masse erfaringer, fået skabt en lang række overbevisninger der guider både vores tanker, følelser og handlinger, og det er blevet en integreret del af vores personlighed.

Mange oplever at de får en fornemmelse af at “være gæst i deres egen krop” i begyndelsen af et medicinforløb. Det er ganske naturligt, for pludseligt får man en anden energi, en anden koncentration og en helt anderledes evne til at skabe og bibeholde, fokus, motivation og engagement.

I den første tid, kan det virke enormt overvældende, ja for nogle direkte skræmmende og angstprovokerende, når man pludsligt skal til at forholde sig til ALT hvad der foregår, både indeni en selv og udenfor en selv, og særligt da det i høj grad påvirker den måde hvorpå vores omverden nu betragter os, og den måde som vi så, omvendt, begynder at betragte vores omverden på.

Vi er, kort sagt, påbegyndt en ny, lang, udfordrende og til tider direkte skrækindjagende, forandringsproces. Denne proces er en meget vigtig del af at finde sig til rette med sin nye spirrende identiet

Alt det som en vaner normalt blot klarer af selv, helt automatisk, ja det bliver nu sendt op til “Dirigenten” oppe i de Eksekutive Funktioner, og dermed får vi et langt bredere udvalg af responser på stimuli, end vi er vant til. Det kan skabe en del ubehag og stress, indtil vi lærer at forholde os til det, og begynder at udnytte (og nyde) alle disse pragtfulde nye ting som vi er i stand til.

Skidt for sig, og snot for sig …

En ting som mange spørger min om, er om ADHD er LIG MED ens personlighed, og dertil svarer jeg konsekvent, NEJ!

Vores personlighed er en sammenkog af alt det vi ER, alt det vi er født som, og som vi ingen bevidst kontrol har over, f.eks. øjenfarve, hudfarve, køn, hårfarve, højdre osv. Derudover har en lang række af både genetisk arvelig og psykosocialt tillært, adfærd, altså det vi GØR.

Det vi gør er baseret på vores tidligere erfaringer i livet, samt hvad vi tror vi ved er sandt, altså vores overbevisninger. Disse er ikke permanente, og ændres over tid, alt efter alder, kontekst, viden, miljø og indre sinds -og følelsestilstand.

Den du ER vs Det du GØR …

Vores identitet består af mange elementer af vores samlede JEG, som hver især er unikke i sig selv, og som til sammen skaber den person, som vi viser til offentligheden og den person som vi er, indeni os selv.

Denne dualitet kan være mere eller mindre adskilt, nogle mennesker har vidt forskellige billeder af hvem de er, udenpå og hvem de er, indeni. Årsagen er, at alt i vores JEG bygger på vores overbevisninger.

Altså bygger vi vores virkelighed på vores overbevisning om at:

Alt det som vi tror, vi tror er sandt, fordi vi tror på at det vi ved, er sandt!

Det spændende ved hele denne sære konstruktion med at vores identitet faktisk er selvskabt og skabt i et billede af den person som vi selv mener vi er, samt på et billede af den person som vi tror at andre ser os som værende. Rent videnskabeligt, så findes der ingen fælles virkelighed.

Der findes blot en individuel version af VORES virkelighed, altså den virkelighed som har skabt, indeni os selv, som en måde at overleve på, i en anden der er fuld af ting som vi ingen kontrol har over, og ofte kun en minimal indflydelse på.

Den engelske Neuroscientist, Prof. Anil Seth fra Sussex University, har lavet denne fremragende video præsentation af netop det jeg forsøger at forklarer her.

Du kan nyde hele hans 17 min. lange foredrag fra en TED konference i Vancourver i foråret 2017.

[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=lyu7v7nWzfo[/embedyt]

Hvad er din PERSONLIGHED så? …

Nogle vigtige begreber at forstå i denne sammenhæng er:

1. Dit selvværd er lig med det du ER, det som du er født med og alt det som du ikke kan ændre på, hvor højt du så ellers måtte ønske at gøre dette.

2. Din selvtillid er summen af alt det som du GØR eller KAN, altså alt det som du kan forandre, forbedre, nedtone, fravælge eller måske endda direkte fremelske, og som er med til at definrere, den person som du føler at du er ER.

3. Vores personlighed er et miks af vores selvværd og vores selvtillid, baseret på vores overbevisninger om os selv, som enten er skabt via vores egne indre fortolkninger af os selv og vores adfærd, eller skabt ud fra det feedback som vores miljø har givet os, som et resultat af vores samlede adfærd, sprog, kropssprg, værdier og ovebvisninger.

Så man kan kort sige, at vores personlighed består af disse fire elementer:

Det du er ER + Det du GØR + Det du FØLER + Det du TROR på = Personlighed

Så på spørgsmålet til om ADHD er en del af vores personlighed, så er det korte svar JA, da ADHD jo er en medfødt, kronisk og livslang, psykisk lidelse, som giver en lang række, især sociale, symptomer, der så igen påvirker vores værdier, og vores overbevisninger, der så igen påvirker vores adfærd (både indre adfærd og ydre adfærd).

Konklusion …

Så derfor er ADHD ikke LIG MED ens personlighed, den er derimod en stor del af alle de ting der tilsammen udgør det vi kalder for vores personlighed …

Jeg plejer at sige således om min egen ADHD, som en samlet beskrivelse af ovenstående:

Min ADHD er ingen undskyldning for min “dårlige” adfærd, men der er en fandens god forklaring på den, til gengæld!

[fblike]

/ADDspeaker

Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!